Efter omfattende udgravninger: Nu har det store byggeprojekt fået grønt lys
Udgravningerne i centrum af Sakskøbing er ovre for denne gang, og nu kan det store byggeprojekt Apotekerhaven tage over på grunden lige over Sakskøbings gamle rådhus. Foto: Kim Møller Pedersen
Kim Møller Pedersen, FT
Torben Skab kan - oven på omfattende arkæologiske udgravninger på byggegrunden over for Sakskøbings gamle rådhus - endelig melde om grønt lys til den officielle start på byggeprojektet Apotekerhaven.
De arkæologiske udgravninger over for Sakskøbings gamle rådhus er overstået, og det store byggeprojekt Apotekerhaven er klar til at gå i jorden.
Sådan lyder det fra ejendomsudvikler Torben Skab, som de seneste uger har trippet for at kunne gå videre med Apotekerhaven, mens der blev gravet rundt i Sakskøbings middelalderlige fortid.
Overvejede april næste år
- Arkæologerne har frigivet området, og derfor er vi klar til at gå videre med byggeprojektet med det samme. Vi havde ellers nogle overvejelser, om vi skulle vente med at gå i jorden til april næste år, men så ville der igen gå et helt år ekstra i et projekt, som i forvejen har været en del forsinket, fortæller Torben Skab.
Han kan også tilføje, at det er Bo-Hus, som kommer til at stå for totalentreprisen på boligprojektet Apotekerhaven, der allerede for fem år siden blev omtalt første gang i Folketidendes spalter.
Starter i næste uge
I første omgang går vi kun i gang med at færdiggøre den ene blok ud med Søndergade og her ni boliger Det er den for tiden høje rente, som ejendomsudvikleren angive.
Torben Skab, ejendomsudvikler
- Det er dejligt, at vi nu endelig er klar til at gå i jorden med projektet, og det bliver den 15. august, vi går i gang med at grave. Det er stadig det samme projekt, vi kører efter, men i stedet for at lave de to ejendomsblokke færdige på samme tid, går vi i første omgang kun i gang med at færdiggøre den ene blok ud med Søndergade og her ni boliger, fortæller Torben Skab.
Læs også: Stort projekt ramt af nye udfordringer: Sat på pause igen, igen
Det er den for tiden høje rente, som ejendomsudvikleren angiver som årsag til, at der i første omgang "kun" sættes gang i en af to planlagte blokke.
- Det er stadig planen, at vi skal have de to påtænkte blokke med i alt 21 lejligheder på grunden. Vi har også fået ind i kontrakten, at vi kan sætte gang i de sidste 12 lejligheder undervejs, hvis der skulle komme lidt mere gunstige forhold i forhold til den nuværende høje rente, fortæller Torben Skab.
Om Apotekerhaven
- Et skitseprojekt med navnet Apotekerhaven har tidligere helt tilbage i 2019 været omtalt i Folketidende. Dengang var det Mogens Nilsson fra M. N. Entreprise A/S, der udlagde teksten om de dengang 19 nye almene boliger langs Tværvej.
- Det projekt er for længst skrinlagt, og nu er det så ejendomsselskabet Apotekerhaven ApS og her Torben Skab, der ønsker at opføre to blokke med i alt 21 boliger lige over det gamle rådhus.
- Projektet, der stadig hedder Apotekerhaven, lægger ud med at en blok på ni boliger, som forventes færdigopført til oktober næste år.
Elementer til december
Ejendomsudvikleren tilføjer, at den 1. december er sat som dato for færdiggørelsen af fundamentet i den første blok, og i løbet af december ankommer de elementer, som skal samle og færdiggøre Apotekerhavens første ni boliger helt op i toogenhalv etages højde.
- Ifølge kontrakten skal de første ni boliger stå færdige 15. oktober næste år, men det kan også sagtens være, at det hele bliver færdigt før. Vi håber på en mild vinter, så projektet bare kører derudad, fortæller Torben Skab.
Der er i øvrigt ganske mange, som har udtrykt interesse for boligerne, og snart vil de første blive kontaktet med henblik på at sætte underskrifter på en bopæl lige over for det gamle rådhus.