Eftersøgning af lystfiskere genoptages

Foto: Claus Hansen

Kl. 13 blev eftersøgningen af de to lystfiskere, der lørdag blev meldt savnet ud for Østfalsters kyst, genoptaget.

Offentliggjort Sidst opdateret

"Vi genoptager eftersøgningen".

Sådan lyder sidste nyt fra politiet her til middag.

Der gøres nu endnu et forsøg på at finde de to 50-årige lystfiskere, Michael Skov Nielsen fra Mern og Jens Folmann Christiansen fra Stubbekøbing.

Mændene blev meldt savnet lørdag aften, og en eftersøgning med fire fartøjer blev sat i gang af SOK, Søværnets Operative Kommando.

Derimod opgav man at sende en helikopter i luften, fordi der på grund af tæt tåge var meget ringe sigtbarhed i området.

Ret hurtigt fandt man båden, som de to var sejlet ud i, et godt stykke syd-sydøst for Hestehoved Dyb.

Båden var uskadt, men de to mænd var ikke at finde i farvandet.

Eftersøgningen blev indstillet klokken 02.20 søndag morgen, og den er ikke siden blevet genoptaget.

Mændene var kort efter klokken 9 lørdag morgen sejlet ud fra havnen i Hesnæs på Østfalster.

De ville pilke torsk ved et gammelt russisk skibsvrag, der ligger cirka ti kilometer ude i Østersøen.

De to skulle have været tilbage ved mørkets frembrud. Da det ikke skete, slog pårørende til de to mænd alarm via 112.