Eksperter: Politikerne bør gøre det dyrere at flyve

Arkivfoto Foto: Free/Colourbox/arkiv

Transportminister: Luftfartens udledning bliver kompenseret ved at investere i klimaforbedrende projekter.

Offentliggjort Sidst opdateret

De politiske partier på Christiansborg har talt meget om energi og klima her i foråret og sommeren, hvor der blev forhandlet om et nyt energiforlig. Men selv om de fleste partier er ved at pudse den grønne profil af frem mod valget, bliver der ikke talt om en af de kilder til klimabelastning, som vokser allermest: Flyrejser.

Men det bør blive regeringens og de øvrige danske politikeres næste fokus. Det siger tre eksperter inden for klima og energi til Altinget. De opfordrer regeringen til at presse hårdt på i EU og i andre internationale sammenhænge for at gøre det dyrere at flyve.

- Noget af det værste, man kan gøre for klimaet, er at flyve. Derfor er det en lille smule absurd, at vi betaler rigtig høje afgifter på biler, tog og busser, mens der ikke er nogen afgifter på den kollektive transportform, der udleder mest CO2, siger professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen, til Altinget.

Antallet af flypassagerer er steget voldsomt fra 1,7 milliarder i 2000 til 3,7 milliarder passagerer i 2016.

Derfor må den danske regering gå forrest i arbejdet for at gøre det dyrere at flyve, mener seniorkonsulent i den grønne tænketank Concito, Henrik Gudmundsson, og medlem af Klimarådet Niels Buus Kristensen, som også forsker i transport og klima. De opfordrer regeringen til at slå i bordet i internationale organer som FNs luftfartsagentur og i EU.

- Man kan lave en afgift på alle fly, der letter fra og ankommer til Europa, og som afhænger af turens længde. Det vil bestemt være en god idé," siger klimavismanden til Altinget.

Hverken S eller R har planer om at gøre noget ved flytrafikken, og regeringspartiet Venstre kører i disse dage kampagne mod at gøre det dyrere at flyve.

- Det vil være et brud på skattestoppet, og det vil give utryghed for danskerne, hvis vi lægger afgifter på flyrejser, siger skatteordfører Louise Schack Elholm (V) til Altinget.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) fremhæver i en skriftlig kommentar, at man i EU har aftalt, at CO2-udledningen fra fly ikke må vokse efter 2020.

- Man har ligeledes etableret et markedsbaseret system, hvor luftfartens udledning bliver kompenseret ved at investere i klimaforbedrende projekter, skriver ministeren til Altinget.