Ekstra jule-gudstjenester i coronaens skygge

Foto: Anders Knudsen/arkiv

De seneste coronarestriktioner betyder, at der bliver færre pladser i kirkerne. Derfor holder mange lokale kirker ekstra gudstjenester i julen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den stigende coronasmitte i samfundet får igen i år betydning for afviklingen af gudstjenester i juledagene.

Helt konkret har sundhedsmyndighederne med virkning fra i søndags indført en række nye regler, der ikke kun gælder for julegudstjenesterne, men for alle gudstjenester og øvrige menighedsarrangementer.

Dertil kommer, at der er lavet en række ekstra anbefalinger, som gælder specifikt for gudstjenesterne den 24. december. Mere om det senere.

Men det ER altså muligt at komme i kirke juleaftensdag, men det bliver med mundbind på under hele gudstjenesten - og nogle steder skal man booke billet i forvejen.
For at give flest muligt muligheden for at komme i kirke i julen har en række af de lokale kirker valgt at gennemføre ekstra gudstjenester i de kommende dage.

Mere end 120 gudstjenester er der således planlagt i kirkerne i Lolland-Falsters Stift alene den 24. december. Dertil kommer godt 50 gudstjenester juledag og godt 40 anden juledag. Altså sammenlagt cirka 200 gudstjenester i løbet af de tre juledage.

I Maribo Domkirke er der eksempelvis gudstjenester juleaftensdag både klokken 10, 12, 14 og 16, og i Klosterkirken i Nykøbing er der gudstjenester klokken 10, 11, 14, 16 og 23.30, mens der i Væggerløse Kirke er gudstjenester klokken 13, 14.15, 15.30 og 23.30.

Præsterne og de ansatte i kirkerne har ligget vandret for at sammensætte et program, så flest muligt får mulighed for at komme i kirke over julen, selvom, der er begrænsninger og coronarestriktioner, oplyser Lolland-Falsters Stift.

Og hvad angår restriktionerne, så har sundhedsmyndighederne med virkning fra i søndags, 19. december, indført følgende krav:

* Der indføres arealkrav, så der maksimalt må tillades adgang for 1 deltager pr. 2 kvadrartmeter gulvareal, hvis deltagerne sidder ned, og 1 deltager pr. 4 kvadratmeter gulvareal, hvis deltagerne i det væsentlige står op.

* Der indføres krav om mundbind ved gudstjenester og menighedsarrangementer, og på de folkekirkelige uddannelsesinstitutioner - uanset antal deltagere. Mundbindet vil kunne fjernes, når deltagerne sidder ned.

* Krav om coronapas ved gudstjenester og menighedsarrangementer videreføres. Det betyder at, der er krav om coronapas, hvis der er adgang for mere end 100 personer indendørs og 1000 personer udendørs.

* Der skal opsættes informationsmateriale ved lokaler og lokaliteter om krav om coronapas, mundbind og begrænsning af deltagerantallet samt om muligheden for bortvisning.

Dertil kommer en række ekstra anbefalinger, som gælder specifikt for julegudstjenesterne den 24. december:

* Der bør gøres en særlig indsats for at regulere trafikken ved ind- og udgange, og for at folk uden for kirkerne ikke står i større, men i mindre grupper, hvis der er mange.

* Det anbefales, at der er sørget for siddeplads til alle inden for det gældende arealkrav, og at kirkegængere hjælpes hurtigt på plads for at undgå sammenstimling.

* Der bør være ekstra fokus på udluftning og pause mellem gudstjenesterne.

* Kor- og kirkesangere opfordres til at holde særlig afstand (cirka to meter) til hinanden, dirigenten og menigheden, særligt hvis de synger uden mundbind.

* Sundhedsmyndighederne opfordrer netop juleaftensdag til, at man beholder mundbind på, også når man sidder ned, og når man synger med på salmerne.

Du kan se en liste over juledagenes og nytårets gudstjenester ved at KLIKKE HER.

Biskop Marianne Gaarden har lavet en videohilsen til alle i stiftet i anledning af julen. En hilsen, hvor coronaen naturligt fylder meget, men hvor hun også gør opmærksom på, at der er lys i mørket.
Den kan du se ved at KLIKKE HER.