EL og SF vil have italienere smidt ud af Storstrømsbroen
Foto: Visualisering: Vejdirektoratet
Visualisering: Vejdirektoratet
Italiensk firma skal smides ud af kontrakten på Storstrømsbroen efter deres topchef er anholdt for korruption, mener Enhedslisten og SF.
Nok er nok.
Sådan lyder budskabet fra Enhedslisten og SF’s transportordførere efter endnu en skandalesag har ramt Storstrømsbroen.
Tirsdag kunne Fagbladet 3F fortælle, at bestyrelsesformanden for det italienske byggefirma Condotte var blevet anholdt for korruptionsmistanke på et stort motorvejsbyggeri i Italien.
Det fik Vejdirektoratet til at melde ud, at de ville aktivere en “self-cleaning” klausul i kontrakten med det italienske konsortium, som så selv kan “rydde op” i firmaerne i konsortiet for at få lov at beholde kontrakten på at bygge Storstrømsbroen for 2,1 milliarder kroner.
Siden har topchefen fra Condotte selv trukket sig fra selskabet efter korruptionsanklagerne.
Men det er ikke nok, mener Henning Hyllested fra Enhedslisten, som nu vil tage sagen op med transportministeren.
- Condotte har nu så mange lig i lasten, at vi ikke kan have sådan et firma med i et så stort projekt på dansk grund til så mange penge, siger han.
Samme besked lyder fra Karsten Hønge fra SF.
- Jeg vil mere end nogensinde gerne have Condotte sparket ud af Storstrømsbroen. Jeg var fra starten imod, at de skulle have lov at være med i kontrakten, siger han.
Karsten Hønge og SF er selv en del af inderkredsen, der har besluttet at bygge Storstrømsbroen og har dermed været med til at godkende, at Condotte stadig er en del af konsortiet.
- Der var ikke enighed i forligskredsen på dét punkt. Og da jeg fik valget med at blive i forliget eller ryge ud, valgte jeg at blive og så sluge, at Condotte måtte blive i kontrakten, siger Karsten Hønge.
Socialdemokraternes Lennart Damsbo-Andersen ser ikke nogen grund til at reagere.
- Det er selvfølgelig irriterende, men jeg tager det hele ret roligt. Vi har taget vores forholdsregler i kontrakten. Nu må det italienske konsortium sørge for at få styr på det her, og så er der ikke mere at sige om den sag, siger Lennart Damsbo-Andersen til Fagbladet 3F.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde