Elnettet får kæmpe opgradering

De færreste synes, at højspændingsmasterne og ledningerne ligefrem pynter i landskabet, og snart bliver der ryddet op. Energinet har nemlig søgt om at få nedgravet højspændingsledningerne mellem Orehoved og Radsted. På billedet her er det en af masterne ved Guldborg på Falster. Foto: Anders Knudsen

Møller og solceller producerer så meget, at der er brug for nye højspændingsledninger.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER Højspændingsledningerne mellem Orehoved på Nordfalster og Radsted ved Sakskøbing er på vej til at blive fortid. Det statslige selskab Energinet, der ejer og udvikler ledningerne, har nemlig ansøgt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet om tilladelse til at grave ledningerne ned.

Planen er, at ledningerne samtidig skal opgraderes, så de får kapacitet til at flytte mere strøm. Det er der brug for, da anlæg, som producerer vedvarende energi (VE) - altså vindmøller og ikke mindst solceller - på Lolland-Falster producerer stadigt mere strøm, som skal fragtes til andre dele af landet.

Faktisk er Energinet allerede i gang med at tilslutte anlæg med en samlet kapacitet på 1.100 megawatt vedvarende energi på Lolland-Falster. Og Energinet skønner, at der sandsynligvis vil komme yderligere VE-projekter frem mod 2040, så der er behov for, at elnettet udbygges til at kunne håndtere mindst 1.600 megawatt.

Et gammelt søkabel mellem Falster og Lolland skal udskiftes i år. Her ses landgangen på Lollands-siden ved Guldborg. Foto: Anders Knudsen

Projekt til 462 millioner

Planen om at grave ledningerne ned nævnes i en orientering fra klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) til Folketingets klima-, energi-, og forsyningsudvalg, og Energinet oplyser til Folketidende, at nedgravningen forventes at ske i perioden 2023-2024, hvorefter luftledningerne kan tages ned.

I orienteringen oplyser ministeren også, at han i slutningen af februar godkendte en anden ansøgning fra Energinet om at forstærke elnettet mellem Lolland, Falster og Sydsjælland.

Det projekt, som vil koste cirka 462 millioner kroner, omfatter en stribe delprojekter. Det gælder etableringen af to nye transformatorstationer kaldet Radsted Øst og Vordingborg Nord - ligesom en transformatorstation i Orehoved skal udvides. Derudover skal der opføres en ny tværspændingstransformer i Gloslunde og en ny reaktor til det eksisterende højspændingskabel mellem Radsted og Rødby.

Det godkendte projekt omfatter også nogle tiltag på hver deres side af ledningen mellem Orehoved og Radsted. Mod syd gælder det et nyt kabel mellem Radsted Øst og Rødby, og mod nord to nye kabler mellem Orehoved og Vordingborg Nord.

At etablere to kabler over Storstrømmen bliver selvsagt dyrere, end hvis der kun skulle være ét.

"Men to kabler vil kunne transportere en større mængde VE fra Lolland til forbrugssteder", bemærker ministeren.

Landgangen på Lollandssiden ved Guldborg. Foto: Anders Knudsen

Projekt på Sydvestlolland

Anlægsarbejdet med alle disse ting - som altså ikke inkluderer den kabellægning af ledningen mellem Orehoved og Radsted, som der foreløbig kun er ansøgt om - ventes at begynde i juni 2024, så de kan være klar til at blive sat i drift i maj 2026.

"Projektet vil løse to overordnede behov i eltransmissionsnettet på Lolland, Falster og på Sydsjælland. Dels behovet for at udvide antallet af punkter, hvor VE kan tilsluttes og dels udfordringerne med overbelastninger af de eksisterende transmissionsforbindelser - både lokalt på Lolland og på forbindelserne mellem Lolland-Falster og Sydsjælland", skriver ministeren i orienteringen til udvalget.

Her fremgår det også, at projektet til de 462 millioner kroner skal finansieres ved, at prisen på strøm sættes op - tariffen ventes at stige med gennemsnitligt 0,02995 øre pr. kilowatttime om året.

Energinet er også i gang med et projekt på Sydvestlolland, som omfatter etableringen af en ny højspændingsstation i Gloslunde, flytning og udvidelse af en højspændingsstation i Rødby og etableringen af et højspændingskabel mellem de to.

Dertil kommer udskiftningen af et søkabel mellem Vestfalster og Nordlolland. Det nuværende ligger på havbunden, mens det nye skal ligger 10 meter under havbunden. Underboringen går i gang til sommer, og det nye kabel ventes at komme i brug hen mod årets slutning, hvorefter det gamle kabel tages op i januar.

Og så arbejder Energinet i øvrigt med en plan om også at forstærke nettet på Syd- og Midtsjælland, så det også kan håndtere den megen strøm, der skal transporteres væk fra Lolland-Falster.

Landgangen på Lollandssiden ved Guldborg. Foto: Anders Knudsen
Landgangen på Lollandssiden ved Guldborg. Foto: Anders Knudsen
Landgangen på Lollandssiden ved Guldborg. Foto: Anders Knudsen
Landgangen på Lollandssiden ved Guldborg. Foto: Anders Knudsen
Landgangen på Falstersiden ved Guldborg. Foto: Anders Knudsen
Landgangen på Falstersiden ved Guldborg. Foto: Anders Knudsen
Landgangen på Falstersiden ved Guldborg. Foto: Anders Knudsen
Landgangen på Falstersiden ved Guldborg. Foto: Anders Knudsen
Landgangen på Falstersiden ved Guldborg. Foto: Anders Knudsen
. Foto: Anders Knudsen
. Foto: Anders Knudsen