Elton John-koncert i Las Vegas sendes til Søllested

Foto: PR-foto

Koncert på biograflærredet 26. marts.

Offentliggjort Sidst opdateret

Elton John-fans kan spare en formue - og en rejse til USA.

Onsdag 26. marts om aftenen blænder Søllested Bio op for en kæmpekoncert i Caesars Palace i Las Vegas med den legendariske sanger og performer Elton John. Koncerten vises på biograflærredet, hvor Søllested Bio tidligere har haft succes med blandt andet direkte opera.

Showet “The Million Dollar Piano” har givet Elton John mange roser fra kritikerne og omfatter en række af Elton Johns superhits fra en lang og forrygende karriere.

Forestillingen varer cirka to timer, og formanden for foreningen Søllested Bio & Kulturhus, Johnny Christensen, lægger ikke skjul på, at man har store forventninger.

Det koster kun 195 kroner at opleve koncertstemningen i Las Vegas fra biografstolene i Søllested.