Oliver Meng kunne efter kampen kalde sig en af verdens 40 bedste boksere i hans vægtklasse- som blot 22-årig. Foto: Henrik KristensenHenrik Kristensen
Amerikanske Eslih Owusu viste hårdhed og hjerte, men han måtte bane vejen for forrygende Oliver Mengs VM-titel nummer to efter enigt dommerpanel gav sejren til falstringen. Bokseren løftede også sløret for en tredje titel, han har på vej.
KØBENHAVN, FOLKETIDENDE: Boksekampen mellem de to unge kæmpere sendte ikke en eneste tilskuer skuffet hjem, efter ti omganges ren og skær mandshjerte og teknisk begavelse satte ild til publikum i Frederiksberg Hallerne. Til sidst var det en enig dommerkomite, der konkluderede, at Oliver Meng var vinderen. Der var smæk for skillingen fra første omgang, og amerikanerens lange, fejende hooks fik indimellem ram på falstringen, men gennem kampen rystede han dem demonstrativt af sig med et smil.
- Det er altid en stor forløsning at have vundet, og jeg havde faktisk ikke regnet med, at kampen ville gå ti omgange, sagde bokseren efter kampen.
Den notoriske 'Falster-bus' var som sædvanligt fyldt til randen med venner, familie og lokale, der sammen med de øvrige billetindehavere sørgede for en lydkulisse, der ikke blev overgået på aftenen. Noget af en bedrift, eftersom både verdensmester Sarah Mahfoud samt Enock Poulsen skulle kæmpe. Når det gik Meng godt, skreg hallen, og ligeledes kunne man høre en nål ramme jorden, hvis Owusu i momenter fik fodfæste.
Hal på kanten af sædet
I et underholdende brag af et sammenstød, blev der ikke sparet på slagene i ringen, og sveden haglede af de to kæmpere, hver gang næverne forbandt med hinandens ansigter. I midten af femte omgang begyndte man at se trætheden så småt meldte sin ankomst hos amerikaneren. Dels på grund af de mange slag, han var offer for, men også fordi få boksere kan kæmpe ti omgange som Oliver Meng - der mildest talt så ud til at kunne klare i hvert fald fem mere, hvis det blev påkrævet. Falstringen satte sig solidt på kampen efter især sjette omgang, og snakkede meget med sin modstander under kampen.
Annonce
- Jeg fortalte ham bare, at han skulle 'breathe', og vi havde det bare lidt sjovt i ringen, smilede Oliver Meng.
Mellem niende og tiende omgang sang hallen med på 'Sweet Caroline', mens både Eslih Owusu og Oliver Meng gestikulerede til publikum - velvidende, at de var ved at levere en ildkamp af et show til folket. Og boksefans, der har siddet hjemme de sidste to år, kunne ånde lettet op over, at danske boksestævner stadig kan levere kampe af høj kvalitet.
Oliver Meng med sine IBF- og WBC Youth bælter, der katapulter ham op ad ranglisterne. Foto: Sebastian SvenssonSebastian Svensson
Far i ringhjørnet
- Det er helt klart mig, der får flest sommerfugle i maven, før Oliver skal kæmpe, havde Morten Meng sagt før sønnikes skæbnekamp, der blev duoens første gensyn med den professionelle boksering i to år. De har trænet sammen i over et årti, og sådan ser det ud til at fortsætte.
Faren til det store boksetalent var også fuld af roser til sønnen, efter han fortjent hev en pointsejr hjem.
- Det gik jo alt sammen, som det skulle. Rusten skulle lige bankes af, men han holdt sig til planen og fik banket amerikaneren, siger træneren.
- Min far skal være i mit hjørne, det er det vigtigste for mig. Det kommer aldrig til at ændre sig, sagde Oliver Meng forud for kampen, og kampens resultat stadfæstede endnu en gang, at det er en dynamisk duo, der virker.
Tredje titel på vej
Før kunne han skrive sig ned som Danmarks yngste verdensmester. Nu er han på pletten igen, denne gang som den yngste dansker nogensinde til at holde to VM-titler. Sejren baner også vejen til, at han bryder ind i WBC's top 40 bedste boksere i verden indenfor vægtklassen, og dermed ser fremtiden lysere ud end nogensinde.
Når adspurgt, hvordan fremtiden så ud, kunne bokseren også annoncere, at han snart får sin titel nummer tre.
Annonce
- Jeg skal være far. Så nu vil jeg gerne være den bedste bokser, far og kæreste, jeg overhovedet kan være, sagde den 22-årige bokser om fremtiden efter sin sejr.
Jeg skal være far. Så nu vil jeg gerne være den bedste bokser, far og kæreste