Emma har skubbet til sine grænser

Emma Horskjær Pedersen fra tøjbutikken By Emma har kastet sig ud i live events som live shopping og virtuelle modeshows på de sociale medier. Foto: Claus Hansen

Emma Horskjær Pedersen fra tøjbutikken By Emma har været igennem en digital rejse under corona, hvor hun har taget nye digitale værktøjer som live events på sociale medier i brug.

Offentliggjort Sidst opdateret

Corona-nedlukningen i foråret 2020 gav det spark bagi, der for alvor kastede tøjbutikken By Emma ud i et digitalt eventyr.

Indehaveren af tøjbutikken i gågaden i Nykøbing, Emma Horskjær Pedersen, fik brug for al den viden og de værktøjer fra de digitale kursusforløb, hun havde deltaget i hos den lokale erhvervsudviklingsorganisation Business Lolland-Falster.

Mest af alt fik hun brug for sin tro på sig selv og viljen til at holde butikken i live. I dag har hun fordoblet både omsætningen og størrelsen på sin butik.

- Jeg havde lige fejret 10-års jubilæum i 2019, da det hele lukkede ned omkring os den 11. marts 2020. Jeg var usikker på, om der mon ville være hjælp nok til os alle i statens hjælpepakker, så jeg besluttede mig for, at jeg ville klare mig uden hjælp og valgte at holde butikken åben, fortæller Emma Horskjær Pedersen.

Den beslutning førte en kæmpe udfordring med sig. De fleste kunder blev nemlig derhjemme, så derfor var der ingen vej uden om at blive mere digital og online.

Hun havde i forvejen en webshop, men nu begyndte hun at kaste sig ud i virtuelle modeshows på Facebook i sin have med nogle veninder og live shopping events i butikken.

Grænseoverskridende

- Jeg har fået skubbet til mange af mine grænser. En ting er at lægge nogle billeder eller en video op på Facebook, som du kan slette igen, hvis du får sagt noget dumt eller ser åndssvag ud, men ved at gå på live er det uden filter. Du er bare, som du er, så det er meget grænseoverskridende, fortæller Emma Horskjær Pedersen.

Jeg har fået skubbet til mange af mine grænser.

Emma Horskjær Pedersen, indehaver, By Emma

Men i dag ville hun ikke være foruden liveshopping og virtuelle modeshows.

- Lige så snart man har skubbet sig selv ud over kanten og har gjort det et par gange, så vænner man sig til det, og i dag ville jeg slet ikke være det foruden. Det er nok også, fordi folk har taget godt imod det, siger Ema Horskjær Pedersen.

Hun opfandt også under nedlukningen en ny form for salg, der var både fysisk og online.

- Vi kaldte det "Window Shopping". Vi omdannede butiksvinduerne til salgsvindue, hvor der var numre og priser på det udstillede tøj. Folk kunne sms'e deres bestilling til os og betale over MobilePay og komme og hente deres fint indpakkede bestilling i døren. Det var en stor succes, og efterhånden var der mange andre butikker rundt om, der gjorde noget lignende, fortæller hun.

Cirka en gang om ugen har By Emma et live event på de sociale medier. Foto: Fra By Emmas Facebook-side

Selvom corona er på vej væk, har hun valgt at holde liv i live-events på Facebook.

- Vi har fordoblet omsætningen i vores seneste regnskab, selvom der var lukket i tre måneder. En stor del tror jeg skyldes, at vi nærmest hver dag under nedlukningen lavede de her tiltag med modeshows, hvor vi hoppede rundt foran kameraet. Vi har trappet lidt ned nu, men vi bestræber os på fortsat at sende live en gang om ugen, siger Emma Horskjær Pedersen.

Hendes butiksassistent Lotte har knoklet og kæmpet sammen med butiksindehaveren for at få butikken til at køre under corona, og hun er nu gået fra deltid til fuldtid, mens der også er ansat en butikselev, ligesom en skoleelev har fået et fritidsjob i butikken.

Derudover er butikken netop flyttet længere hen ad gågaden til et nyt butikslokale på Østergågade 17, hvor der er dobbelt så meget plads.