En time længere åbent vil gøre stor forskel

Restaurant Liva lancerede i forbindelse med nedlukningen i foråret takeaway. Med opblomstringen af corona og de nye retningslinjer vælger flere igen takeaway, men dog ikke på samme niveau som i foråret, fortæller Frank Mørn. Foto: Anders Knudsen/arkiv

En time længere åbent vil gøre stor forskel - Vi kunne godt drømme om, at man bare kunne give os en time mere hver dag.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING 19. september trådte en række nye retningslinjer imod opblomstringen af coronavirus i kraft for restauranter, caféer og barer, der blandt andet betød påbud om mundbind for både gæster og personale, samt at man nu skulle lukke klokken 22.00. Efter knap tre uger med de nye regler er dommen dog klar.

- Folk synes ikke, det er sjovt at holde bryllup og skal gå hjem klokken 22. De synes heller ikke, det er sjovt kun at være 50, fortæller Tina Vindfeldt, der er medejer af Hotel Falster i Nykøbing.

Hendes ønske er, at man kunne strække åbningstiden.

- Vi kunne godt drømme om, at man bare kunne give os en time mere hver dag. Det er tidligt at sige, at folk skal gå op på deres værelser klokken 22, fordi serveringen skal lukke. Klokken 23, ville man også selv tænke, er lidt mere spiseligt. Det samme kan man sige for mange restauranter i København, og der er også nogen i Nykøbing, hvor du kun kan køre en seating. Hvis du kunne trække den til 23, kunne du have to. En klokken 17.30 og en 20.30. Så en time ville gøre rigtig meget, siger Tina Vindfeldt.

Og at de nye åbningstider kan mærkes på pengepungen, har man også oplevet hos Restaurant Liva i Nykøbing.

- Vi havde et selskab den anden dag, der var en tur i København først og landede hernede klokken 19.30. De skal nå en to-tre retter mad, vin, kaffe, cognac og måske lidt cocktails, og så skal de være ude klokken 22. Det snupper jo lige toppen af omsætningen. Sådan et selskab ville måske have brugt en 5-6.000 mere, hvis de bare havde fået lov at være en time mere, fortæller Frank Mørn, ejer af Restaurant Liva.

På trods af ønsket om længere åbent er der dog forståelse for de nye retningslinjer.

- Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad man sidder og finder ud af inde i Sundhedsministeriet, og hvordan man finder ud af, at det er klokken 22. Jeg tænker, der må være en mening med galskaben. Når England begynder at lukke deres pubber ned klokken 22, så må det være fordi, det er bedre end klokken 23, hvor de normalt lukker. Jeg tænker ikke, man kan blive mere smittet på den ekstra time, men under alle omstændigheder kunne det for os gøre en forskel, siger Tina Vindfeldt.

En time længere åbent vil have betydning for både at kunne gæste selskaber og almindelige restaurantbesøg, fortæller Tina Vindfeldt. Foto: Claus Hansen/arkiv