Engelsk affald til Nykøbing

Foto: Arkivfoto

3.000 tons affald kommer i morgen til Nykøbing. Affaldet skal bruges til fjernvarme og strøm.

Offentliggjort Sidst opdateret

I morgen modtager REFA næsten 3.000 tons erhvervsaffald fra England, skriver energiselskabet REFA i en pressemeddelelse.

Affaldet kommer fra Manchester-området og bliver i morgen losset på havnen i Nykøbing. Affaldet skal bruges til at lave fjernvarme og strøm på affaldskraftvarmeværket i Nykøbing.

- Trods den lange sejltur over Nordsøen er det en god idé at importere affald fra England. Energiregnskabet er positivt. Selve transporten sluger kun 3-5 procent af den energi, som vi kan få ud af affaldet, siger afdelingschef for REFA’s affaldsbehandling, Karsten Daugaard i pressemeddelelsen.

Import af affald er dog ikke noget nyt. REFA importerer allerede affald fra Rostock i Tyskland, og importen er ifølge energiselskabet en gevinst for borgerne på Lolland-Falster, fordi produktionskapaciteten på affaldskraftvarmeværket i Nykøbing med importen af affald udnyttes optimalt. Det betyder en billigere affaldsbehandling for borgerne.

Affaldsimporten fra England er i starten et forsøg, men hvis det går som forventet, vil REFA fortsætte med import af engelsk affald.

- Går det som forventet, vil vi fremover modtage omkring 12.000 tons affald fra England om året. Det vil give en masse energi, og en del af energien overvejer vi at ”sende” retur til englænderne som ”Grøn Strøm” via det frie el-marked, tilføjer Karsten Daugaard.