Er flyttet hjem igen: Ny direktør har lokale rødder

Tom Lyngbo Nowicki har netop købt hus i Nykøbing, og han glæder sig til at blive en del af lokalområdet. Foto: Stark Nykøbing Falster.

Tom Lyngbo Nowicki, ny direktør for Stark Nykøbing Falster, er kommet retur til Sydhavsøerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er en særdeles erfaren leder, der 1. august tiltrådte som ny trælastdirektør i Stark Nykøbing Falster.

Tom Lyngbo Nowicki har arbejdet i byggecenterkæden siden 2006, blandt andet som trælastdirektør for Stark Nordhavn gennem 11 år.

Senest har han været distriktschef for Stark Shop – en kæde af mindre Stark-forretninger i det centrale København med lokalt isenkræmmer-præg – som han selv var med til at udvikle og lancere i 2020.

Før det arbejdede Tom Lyngbo Nowicki ni år i Silvan Maribo, så kendskabet til trælastbranchen er omfattende.

Som daglig leder af Starks forretning i Nykøbing ser han frem til nye udfordringer i en velkendt branche. I øvrigt i en forretning, der netop er blevet grundigt ombygget og renoveret, så den står præcist så skarpt og indbydende for kunderne, som Tom Lyngby Nowicki lægger stor vægt på.

- Det bliver en anden måde at drive forretning på end i de fire Stark Shop’er i København. Jeg glæder mig til den daglige kontakt til både kunder og medarbejdere og sætter stor pris på at oparbejde og dyrke de relationer, der er så vigtige i den her branche, siger Tom Lyngbo Nowicki.

Uanset hvem der kigger inden for i forretningen på Energivej 7, er der en god chance for, at Tom Lyngbo Nowicki allerede kender dem. Han er opvokset på Sydhavsøerne og har for nylig købt hus i Nykøbing.

- Det bliver spændende at prøve nye udfordringer i kendte rammer, og så synes jeg, at det er vigtigt at være en del af lokalområdet. Jeg vil gerne møde kunderne, der hvor de er – ikke bare i forretningen, men også gerne på lægterne, når det lokale fodboldhold spiller kamp, tilføjer han.