Erhvervsskole forsvarer sig mod skarp kritik

Direktør Michael Bang, CELF. Foto: Claus Hansen

Fire skoler i regionen ramt af generel, skarp kritik fra stasrevisorer.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg er uforstående over for den generelle, skarpe kritik om ødselhed og kritik af ledelsens løn- og ansættelsesvilkår.

Sådan lyder det fra Michael Bang, administrerennde direktør på landsdelens store erhvervsskole CELF. Han er chef for en af de fire erhvervsskoler i Region Sjælland, som er blandt de i alt 25 på landsplan, som har fået kritik fra Rigsrevisionen for frås med offentlige midler. Det skriver sn.dk.

En aktindsigt viser, at EUC Nordvestsjælland, Roskilde Tekniske Skole, Sosu Sjælland og CELF her i landsdelen er omfattet af forskellige kritikpunkter i en stikprøve-undersøgelse.

Undersøgelsen omfatter 25 erhvervsskoler fordelt over hele landet og viser, at der er fejl og brudte regler om ledelsens løn- og ansættelsesvilkår hos knap halvdelen.

Da Rigsrevisionen fremlagde beretningen i slutningen af september, var de enkelte skoler ikke nævnt. Men statsrevisorernes kritik var hård.

- Vi kan se, at erhvervsskolerne er lidt for ødsle. Det burde jo ikke finde sted, men sådan er det jo nogle gange, når man har fået en position, hvor man begynder at føle sig mere og mere usårlig, sagde formanden for statsrevisorerne Peder Larsen (SF) til Altinget.dk.

Det ordvalg generer de administrerende direktører fra både Roskilde Tekniske Skole, EUC Nordvestsjælland og Sosu Sjælland - og altså CELF.

Michael Bang, CELF, peger som nævnt indledningsvist på, at hans egen lønduvikling siden 2009 altså har været 4,5 procent.

- Der er så øvrige medarbejdere på skolen, som har haft lønudvikling på mellem 11 og 15 procent - igen siden 2009. Det kan vel næppe heller anses for at være ligefrem ødselt, siger han.

Michael Bang ærgrer sig over, at kritikken er kommet, uden at skolerne har kunnet kommentere.

- Statsrevisorerne har ikke forelagt deres kritikpunkter. Vi mener, at der er fejl og misforståelser, som kunne være rettet, hvis man havde valgt at tage en dialog. Men det har ikke været tilfældet, siger Michael Bang.

Hans lederkolleger på de øvrige kritikramte erhvervsskoler i regionen er også utilfredse med formuleringerne.

- Hverken jeg eller mine kolleger kan genkende, at vi skulle være griske og forsømmelige. Vi er ikke særligt glade for sådan en kollektiv skideballe, siger Søren Clausen, Sosu Sjælland til Sn.dk

- Vi har ikke været for ødsle, og vi prøver på at få statsrevisoren til at komme med en ny melding, siger Frank Tonsberg, EUC Nordvestsjælland, til Sn.dk

Jesper Østrup, Roskilde Tekniske Skole, opfatter i høj grad udtalelsen fra formanden for statsrevisorerne som et led i det politiske spil.

- Man skal huske på, at finanslovsforhandlingerne formentlig betyder besparelser på erhvervsskolerne i en helt anden størrelsesorden. Roskilde Tekniske Skole skal muligvis spare 10 millioner kroner i alt. Den største udgift er lønnen, så der vil komme afskedigelser, faktisk er vi i gang allerede, siger han til Sn.dk.