EU-aftale om mindsteløn er på plads

Trods hård modstand fra blandt andet Danmark er der nu indgået en EU-aftale om mindsteløn

Offentliggjort Sidst opdateret

En aftale om mindsteløn i EU er faldet på plads mellem EU-Parlamentet og Rådet. Det oplyser EU-parlamentsmedlem Marianne Vind (S).

Forslaget om mindstelønnen blev fremsat af EU-Kommissionen i 2020. Efterfølgende har forslaget til direktiv i en periode mødt særdeles hård modstand fra den danske regering.

Regeringens bekymring har grundlæggende været, at EU ikke skal fastsætte regler på et område, som i Danmark varetages af arbejdsmarkedets parter.

Den danske bekymring er dog flere gange blevet forsøgt imødegået eller imødekommet i Bruxelles.

EU's jobkommissær, Nicolas Schmit, har adskillige gange sagt, at Danmark ikke skal være bekymret for den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler løn og arbejdsvilkår.

Undervejs i diskussionerne med EU-Kommissionen har statsminister Mette Frederiksen (S) erklæret sig tryg ved, at den danske model ikke var truet.

Socialdemokratiets EU-Parlamentariker Marianne Vind er dog tirsdag kritisk over for aftalen, der nu skal godkendes endeligt, før den træder i kraft.

- I sidste ende kan det her betyde, at Kommissionen og EU-domstolen kan tvinge Danmark til at indføre en mindsteløn, siger Marianne Vind.

Hun tager dermed fat i den bekymring, som også Enhedslistens Nikolaj Villumsen har rejst for, at forslaget - uden at det er intentionen - risikerer at indføre en lovbestemt mindsteløn i Danmark.

EU-Kommissionen har dog gentagne gange understreget, at direktivet vil give mulighed for, at lande som Danmark kan fortsætte med deres nuværende model. Faktisk bliver den danske model fremhævet som et godt eksempel, blandt andet fordi den sikrer de ansatte de bedste løn- og arbejdsvilkår.

Ifølge EU-Kommmissionen er målet med direktivet tværtimod at sikre, at mindstelønnen er høj nok i lande - der i modsætning til Danmark - har en lovbestemt mindsteløn.

Forsikringerne fra EU-Kommissionen er dog ikke nok til at overbevise Marianne Vind. Hun mener, at EU-Kommissionen træder ind på et område, hvor de ikke må lave lovgivning. Derfor er hun klar til at anlægge sag mod EU:

- Det står sort på hvidt i de EU-traktater, som du og jeg og alle andre danskere har stemt om, at de enkelte medlemslande helt selv bestemmer lønreguleringen.

- Hvis det her forslag reelt set indfører mindstelønninger i Danmark, kommer jeg til at slå på tromme for, at Danmark, om vi så skal gøre det alene, anlægger sag mod EU, siger Marianne Vind.

/ritzau/