Fængsel for underslæb

Retten i Nykøbing har afsagt dom i sag om underslæb. Foto: Arkiv

Får fire måneders fængsel for at have fjernet en række effekter fra lejet hus på Marielyst.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST En 40-årig mand fra Marielyst er blevet idømt fire måneders fængsel for underslæb i forbindelse med et lejemål på et hus i Marielyst Strandpark.

Han blev dømt for at have fjernet - og efterfølgende at have solgt eller forsøgt at sælge - en række effekter fra huset, som han lejede frem til midten af februar sidste år. Det gælder indbo og mere fast inventar som brændeovn, ovn, komfur med mere.

Sagen er behandlet ad flere omgange i retten i Nykøbing og har også tidligere været udsat på grund af corona-restriktionerne.

Ved det seneste retsmøde forklarede den tiltalte - som efterfølgende udbad sig betænkningstid med hensyn til anke af dommen - at han kun har fjernet ting fra huset, som var hans, eller ting, som han havde rådighed over efter aftale med udlejer.

Hvad angår skabe, som senere dukkede op på til salg på nettet, forklarede den 40-årige eksempelvis, at udlejer tidligere havde spurgt, om han kunne finde et sted at opbevare tingene og ellers gøre med dem, hvad han ville.

Hans daværende - og nu igen - kæreste vidnede også i retten og forklarede blandt andet, at de ting, hun tidligere har sagt til blandt andre udlejer, ikke var sande og kun var udtryk for, at hun ville skade den tiltalte, fordi de på det tidspunkt var uvenner.

Anklageren pegede i sin procedure på, at man ikke burde tillægge kærestens vidneudsagn nogen vægt på grund af de skiftende forklaringer og hendes forhold til den tiltalte.

Tiltaltes forklaring fandt anklager heller ikke troværdig.

- Han har forud set dokumentationerne til sagen, og hans forklaringer er konstrueret til lejligheden. Han har som tiltalt jo ikke pligt til at tale sandt, påpegede anklageren.

Forsvareren påpegede, at hans klient havde handlet i god tro, og argumenterede for frifindelse - eller rettens mildeste betingede dom.

Retten valgte at følge anklagerens udlægning af sagsforløbet. Dommen blev altså fire måneders fængsel.

I begrundelsen indgik også, at den 40-årige har fem tidligere domme - blandt andet for tyveri, bedrageri, dokumentfalsk og afpresning - og at man derfor ikke kunne give en betinget dom.