Færre vil være sygeplejerske: - Det er alarmerende
I alt har 2.031 valgt at søge ind på sygeplejerskeuddannelsen via kvote 2. Og det er alt for få, mener Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde for Dansk Sygeplejeråd. Foto: Nikolaj Linares/Dansk Sygeplejeråd
Dansk Sygeplejeråd
Ansøgertallet til sygeplejerskeuddannelsen falder, og det er en alvorlig situation, mener forkvinde i Dansk Sygeplejeråd.
Det er ikke kun på sygeplejerskeuddannelsen i Nykøbing, at ansøgertallet til kvote 2 er faldet. Billedet er det samme over hele landet, og det bekymrer Dansk Sygeplejeråd.
Imens søgningen lokalt er faldet med 47 procent siden sidste år, er søgningen set over hele landet faldet med fem procent.
Og det er en alarmerende udvikling, udtaler forkvinde i Dansk Sygeplejerå Dorthe Boe Danbjørg i en pressemeddelelse.
- Jeg skal være ærlig at sige, at jeg er ærgerlig. Jeg havde virkelig håbet på et andet resultat. Vi står i en situation, hvor sundhedsvæsenet har brug for sygeplejersker, men hvor færre vælger uddannelsen. Det er en bekymrende tendens, der kræver politisk handling og konkrete forbedringer i både uddannelses- og arbejdsvilkår.
Lønløft batter ikke
Selvom man kan søge om optagelse i kvote 1 frem til juli, så giver antallet af kvote 2-ansøgere normalvis en pejling af, hvordan det endelige optag på sygeplejerskeuddannelsen kommer til at se ud.
Noget tyder derfor på, at færre vil søge sygeplejerskeuddannelsen i 2025 end i 2024.
En ny analyse fra Danmarks Evalueringsinstitut (Eva) har man afdækket de unges begrundelser for til- og fravalg af uddannelser. Analysen viser, at 58 procent har fravalgt sygeplejerskeuddannelsen, fordi arbejdsvilkårene ikke er gode nok.
Et lønløft i forbindelse med trepartsforhandlingerne i 2023, der ifølge fagforeningen er "mærkbart", kan altså ikke aflæses i ansøgertallet endnu. Der skal formentlig mere til, mener Dorthe Boe Danbjørg.
Indsats skal begynde nu
For eksempel investeringer i bedre uddannelsesforhold, et løft i kvaliteten af praktikken og flere muligheder for at udvikle sin karriere.
- Vi skal vise de unge, at sygeplejerskeuddannelsen er en faglig stærk uddannelse med gode udviklingsmuligheder og et bæredygtigt arbejdsliv. Det kræver en ambitiøs indsats – og den skal begynde nu, understreger Dorthe Boe Danbjørg.
Det er Daniel Schwartz Bojsen, direktør for Sundhed, Social og Engineering hos Absalon, enig i.
Han ser med længsel frem mod den reform over erhvervsuddannelserne, som i disse dage forhandles igennem på Christiansborg. For uddannelserne trænger til et løft.
Flere unge har over for Folketidende kritiseret uddannelserne til blandt andet sygeplejerske og pædagog for at være for domineret af gruppearbejde og gruppeeksamener.
Færre år på SU
Og det er i følge direktøren en klassiker, når man er presset på ressourcer.
- Så bliver det ofte store hold og en del gruppeundervisning, men det betyder, at man ikke kan komme så tæt på den enkelte. Derfor hilser jeg en forandring velkommen.
Han håber også, at der kan blive mere fokus på simulationer og træning i de situationer, man kan møde på sit job. For eksempel samtaler med forældre og børn.
- Det kræver mere tid og flere ressourcer. Men det er noget sjovere end at se nogle power points.
Derudover er der i reformen planer om at tilbyde gratis efteruddannelse, ligesom det skal være lettere at skifte spor fra for eksempel pædagog til sygeplejerske.
- Vi kommer derudover til at arbejde med kortere og mere intensive uddannelser for dem, der har erhvervserfaring. 3,5 år på en SU kan være svær at overskue for personer med familie og hus. Her kan det være lettere at overskue to års uddannelse, som måske oven i købet kan klares på deltid.