Falstring i Paris har fået udgangsforbud

Inge Pyndt og hendes datter og barnebarn er på weekendtur i hjertet af Paris, hvor terrorangrebene har fundet sted.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi bor midt i hjertet, hvor det er sket, og der er militær og masser af politi alle steder.

Det fortæller Inge Pyndt fra Nykøbing. Hun er på weekendtur til Paris med sin datter, Heidi, og sit 10-årige barnebarn, Laura. En tur, der skulle have budt på masser af hygge og sightseeing, men er blevet præget af terrorangrebene fredag aften.

- Det er lidt uhyggeligt, hvad vi oplever, synes Inge Pyndt og fortæller, at de tre fredag aften var på sightseeing.

Efter en sejltur på Seinen var de i Eiffeltårnet, hvorfra de kunne se det stadion, hvor der blev spillet landskamp. Cirka klokken 21.45 kom de ned fra tårnet - omtrent samtidig med eksplosionerne ved stadion.

- Vi skulle køre med en bus fra Eiffeltårnet rundt at se seværdigheder med lys på, men jeg undrede mig lidt, for jeg syntes, vi kørte meget rundt i cirkler i det samme område, og der kom udrykninger fra højre og venstre. Men vi var ikke klar over, hvad der skete.

Efter et stykke tid blev de sat af bussen og fik besked på selv at finde hjem til hotellet med taxi eller metro.

- Vi kom aldrig op at se Montmartre og alt det andet, vi skulle se. Og vi havde haft en lang dag, så vi ville tage en taxi, men der var ingen taxier, så vi tog metroen. Og vi mødte nogle mærkelige udtryk i folks ansigter. Alle sad med deres iPads og telefoner, og vi fik en i tale, der kunne lidt engelsk og sagde noget med en bombe. Så var vi godt klar over, at vi ikke skulle spørge. Men det var lidt uhyggeligt, for vi kunne godt mærke stemningen.

Tilbage på hotellet fik de besked på, at de ikke måtte gå ud, så da Folketidende taler med hende lørdag ved middagstid, har de ikke været udenfor.

- Vi har fået udgangsforbud, men vi har det godt og er trygge på hotellet. Jeg tror på, vi er i et område, hvor de passer på os. Det er et sikkert område, og vi har talt med rejsearrangøren hjemmefra. Så vi venter på, hvad der videre skal ske, siger hun og fortæller, at de faktisk ikke følger så meget med i nyhederne.

- Vi har ikke turdet åbne fjernsynet, fordi barnebarnet ikke skal se for meget. Vi siger bare, de er sket en ulykke ved en koncert. Men vi får løbende sms'er hjemmefra, og hun kan ikke forstå, vi sidder med vores mobiltelefoner, for normalt er det forbudt at sidde med dem, når vi hygger.

Planen er at de skal flyve hjem søndag. De har fået tilbudt, at de for egen regning kan flyve hjem lørdag, men indtil videre bliver de.

- Vi skal bare blive på hotellet, og jeg er lidt ked af det, for det var jo mig, der havde inviteret. Og barnebarnet kan jo ikke forstå, vi ikke skal ud, fortæller Inge Pyndt, som har fået sms'er fra mange hjemme i Danmark, der vil sikre sig, at de har det godt.

Og det har de. Trods alt.