Familienetværk inviterer til jagt på egen familie

Jette Klitte og Helle Koch har 12 familier i Rødby Familienetværk, som de stiftede i november 2018. På billedet ses de i lokalerne i Vestergade 1 med børnene Valdemar og Tino på fem år og Melias på 3 år. Foto: Inger B. Møller

- Når du er adoptivbarn, går du med en masse spørgsmål. Hvem er mine forældre, og hvorfor blev jeg bortadopteret, fortæller Jette Klitte.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBY Rødby Familienetværk, der blev stiftet i november sidste år af Jette Klitte og Helle Koch, har nået sit maksimum.

- Hvis der kommer flere interesserede, må vi sige nej, fortæller Jette Klitte i Vestergade 1 i Rødby, som er det lokale, familienetværkets medlemmer mødes i hver anden torsdag mellem klokken 16-19 i lige uger.

I øjeblikket er der 12 tilmeldte familier med børn.

Og som noget nyt vil familienetværket nu hjælpe medlemmer og andre interesserede i at finde deres egne rødder.

Det sker lørdag 23. februar, hvor der inviteres til møde med Anette Hallev, der har facebookgruppen Genforening/Peoplesearch. Hun kommer til Rødby og fortæller mellem klokken 14 og 16 om, hvordan man finder egne rødder. Det har hun hjulpet Jette Klitte med. Hun har fundet en søster i Esbjerg og en bror i Ringsted og en søster i Farum, som hun endda har formået at få til at flytte til Rødby.

- Når du er adoptivbarn, går du med en masse spørgsmål. Hvem er mine forældre, og hvorfor blev jeg bortadopteret, fortæller Jette Klitte, der er glad for det nye perspektiv, hendes søskende har givet hende.

Hun har også fundet sin far og tre søskende i Tønder, men dem har hun ikke regelmæssig kontakt med.