Farø broløb i september

Farø Broløbet, 28. september 2013 Foto: Fl.Keith Karlsen

Det andet broløb på Farøbroerne bliver til september og udvidet med cyklister og rulleskøjteløbere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Guldborgsund og Vordingborg kommuner er klar til at indbyde til endnu et broløb over Farøbroerne.

Efter at næsten 4000 deltagere gjorde det første Farø Broløb i 2013 til en stor succes, er Guldborgsund og Vordingborg Kommuner nu klar med et nyt broløb i 2015.

Broløbet - som er Danmarks smukkeste - afvikles lørdag den 5. september, og denne gang er der også marathon på programmet, lige som man kan deltage på cykel og rulleskøjter, skriver Vordingborg Kommune i en pressemeddelelse.

Oprindeligt var der fra Guldborgsund Kommune lagt op til, at broløbet skulle afholdelse i forbindelse med 30 års dagen for Farøbroernes indvielse den 6. juni. Men datoen er endt med at blive lørdag den 5. september.

Broløbet er som det første løb i 2013, et samarbejde mellem Guldborgsund og Vordingborg Kommuner, og med løbeklubben Sparta som tæt sparringspartner.

- Det er dejligt at vi kan samarbejde på tværs af kommunegrænserne og dermed få et løb som dette op af stå. Ved sidste løb, var der et stort ønske om også at kunne deltage på cykel og rulleskøjter, så det er blevet muligt denne gang, siger chef for Fritid i Guldborgsund Kommune Klaus Lykkebæk.

Det vil være muligt at deltage på en af de fire løberuter, marathon, halvmarathon, 10 km eller 5 km. Marathonruten starter og slutter i Nørre Alslev, og løberne vil undervejs komme over Storstrømsbroen og Farø broerne. Halvmarathonruten starter i Vordingborg og slutter i Nørre Alslev, og går over Farø broerne. 10 km ruten starter på Farø, går over Farø højbroen og slutter i Nørre Alslev. Mens 5 km ruten starter og slutter i Nørre Alslev.

Som noget nyt er der også to cykelruter med tidtagning på henholdsvis 50 km og 100 km. De to ruter starter og slutter i Nørre Alslev, og deltagerne vil undervejs komme over Storstømsbroen og Farø broerne. Det er også muligt at cykle en hyggetur på 65 km, som starter og slutter i Vordingborg. På denne tur vil man komme over Farø broerne, komme ud og sejle med færge fra Stubbekøbing til Bogø og cykle tilbage til Vordingborg via Møn.

Skaterruten følger halvmaraton ruten, fra Vordingborg til Nørre Alslev via Farø broerne.

På hjemmesiden www.farøbroløb.dk kan man finde flere oplysninger, blandt andet om tilmeldingen til løbet, som allerede er åbnet.

Se eller gense de mange billeder fra sidste broløb i 2013 herunder.