KS Værktøj A/S bemandes i Rødbyhavn-filialen på Sulkavavej 1 af to ansatte. Afdelingsleder Nikolaj Rasmussen (th.) er fast tilknyttet, og han ses her sammen med sælger Brian Wede Andersen. Foto: KS VærktøjKS Værktøj
Det kan give vækst og flere opgaver for de virksomheder, som har valgt at være fysisk til stede i Rødbyhavn tæt på Femern-byggepladsen. Det er erfaringen i erhvervsnetværket FB Suppliers.
RØDBYHAVN: Der er i løbet af 2022 sket meget på den store byggeplads i Rødbyhavn, hvor der gøres klar til, at produktionen af de første tunnelelementer til Femern-forbindelsen kan gå i gang efter årsskiftet.
Tilsvarende har der også gennem 2022 været travlt i KS Værktøj A/S’ filial i Rødbyhavn.
Maribo-virksomheden, som blandt andet sælger sikkerhedsudstyr, svejsegasser, værktøj, pumper, smøreolier og erhvervsbeklædning, valgte i begyndelsen af 2021 at åbne en filial på Sulkavavej 1 i Rødbyhavn. Og den beslutning har direktør Bjarne Hansen ikke fortrudt.
- I år har vi haft en vækst i salget på mellem 30 og 35 procent. Femern-projektet står for en stor del af den fremgang, men salget i Maribo-afdelingen er også gået frem. Vi har også salg i Maribo, der er afledt af Femern-byggeriet, blandt andet er der underleverandører, som skal have arbejdstøj, fortæller Bjarne Hansen.
Nemt og hurtigt
Annonce
Og KS Værktøj A/S er ikke den eneste virksomhed, som mærker, at byggeriet af verdens længste sænketunnel giver øget aktivitet. Også virksomheder som Stark, Würth og Brødrene Dahl, som alle har en form for lokal tilstedeværelse i Rødbyhavn, mærker væksten.
Og erfaringen i erhvervsnetværket FB Suppliers er da også, at det er en klar fordel at være fysisk til stede i Rødbyhavn i umiddelbar nærhed af byggepladsen, hvad enten det er en butiksfilial eller kontorpladser.
- Vi hører fra vores medlemsvirksomheder, som har butiksfilialer i Rødbyhavn, at konsortier og leverandører kommer forbi og køber værktøj og materialer, de har brug for akut. Har man en filial i Rødbyhavn, skal de ikke køre så langt, og det er ofte de akutte ting, man som virksomhed tjener penge på, fortæller Henriette Fjord Klement.
Det er ofte de akutte ting, man som virksomhed tjener penge på.
Henriette Fjord Klement, Contract Manager i FB Suppliers
Hun er Contract Manager i FB Suppliers, som hjælper konsortierne med at finde leverandører og bringe lokale virksomheder i spil til at byde ind på opgaverne.
Kort ventetid
Har man en kontorplads i Rødbyhavn, har man den fordel, at man hurtigt kan træde til, når der er brug for det.
- Når man sidder i Maribo, kan man måske sagtens komme derned, men det giver noget andet, når du kan sige, jeg er der om otte minutter, siger Henriette Fjord Klement.
Det er dog heller ikke sådan, at man er diskvalificeret fra at komme i spil til kontrakter, bare fordi man ikke har en fysisk placering i Rødbyhavn.
- Er det en større opgave, hvor tingene skal i udbud, så gør det ikke den store forskel, om man er i Rødbyhavn, Maribo eller Nakskov, vurderer Henriette Fjord Klement.
Henriette Fjord Klement rådgiver som Contract Manager i FB Suppliers virksomheder om, hvordan de kan bringe sig i spil til de mange forskellige opgaver, der er brug for at blive løst på Femern-projektet. Arkivfoto: Jan KnudsenJan Knudsen
Dyrt at etablere sig
Annonce
En af de virksomheder, som har valgt ikke at rykke til Rødbyhavn P. Hatten A/S, som er en af Lolland-Falsters førende grossister inden for VVS-udstyr, stål, værktøj, tekniske artikler.
- Vi ligger tæt på Femern-byggepladsen i forvejen, og det er også bekosteligt at etablere en forretning, og der skal en stor salgsvolumen til, så vi har valgt at sige, at det klarer vi fra vores eksisterende forretninger i Maribo, Nakskov og Nykøbing, siger Rune Pedersen, direktør, P. Hatten.
Grossisten sælger mest stål og værktøj til konsortierne, men Rune Pedersen betegner det som et begrænset forretningsomfang.
- En tilstedeværelse i Rødbyhavn skal også kunne dække omkostningerne. Tiden vil vise, om det vil være en succes, siger Rune Pedersen.
Vigtigt at netværke
Hos FB Suppliers opfordrer man virksomheder, som gerne vil i spil til de mange opgaver, der er brug for på Femern-projektet, til at være aktive og indgå i netværk.
- Det er vigtigt at skabe relationer virksomhederne imellem, og at de bruger hinanden. På de store projekter er det ikke altid, at man kan løfte en opgave alene, men at man godt kan løfte opgaven i samarbejde med andre, og det er der fortsat potentiale for på Femern-projektet, siger Henriette Fjord Klement.
Blandt de mange opgaver, som venter forude, er blandt andet Femern systems Contractors (FSC), som skal installere den mekaniske og elektroniske indmad i Femern-tunnelen, Elecnor, som skal etablere en transformerstation, og så venter til foråret et udbud på etableringen af jernbanen i tunnelen. Med alt hvad dertil hører af alverdens underleverancer.
Seneste artikler
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Gård til salg for svimlende millionbeløb