Festival frygter udvalgs afgørelse

Middelalderfestival, Nysted. Foto: Anders Knudsen

Formand for middelalderfestival gruer for fremtiden - udvalgsformand maner til ro.

Offentliggjort Sidst opdateret

Martin Lohse og resten af medlemmerne i kultur, turisme og bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune har i morgen en sag på dagsordenen, som får koldsveden frem hos formand Henrik N. Nielsen fra Nysted Middelalderfestival.

Udvalget skal her beslutte, om det vil følge en indstilling fra forvaltningen om at give middelalderfestivalen en underskudsgaranti i stedet for et driftstilskud som tidligere, og det tror middelalderformanden ikke, at festivalen kan overleve på i længden.

Martin Lohse forstår reaktionen fra Henrik N. Nielsen, men han understreger, at selv om forvaltningen anbefaler en underskudsgaranti, så er det ikke givet, at udvalget ender med at beslutte, at det skal være sådan.

- Der er ingen, der ved, hvor den lander før i morgen. Det er vigtigt, at vi forholder os politisk og ikke bare administrativt til, hvad vi vil med festivalen, siger han.

Han henviser desuden til, at sagen er på dagsordenen, fordi en tidligere treårig aftale om kommunalt driftstilskud er udløbet, og at den i sin tid blev indgået med forventning om, at festivalen efter de tre år skulle kunne stå på egne ben.

- Jeg kan godt se, at der, hvor Henrik sidder, vil en underskudsgaranti være en forringelse af den tidligere aftale. Men det skal jo også ses i forhold til, at der - da vi indgik aftalen - egentlig var lagt op til, at festivalen ville få nul kroner, når aftalen udløb, forklarer han.


Læs mere om sagen i tirsdagens udgave af Folketidende.

Klik her for at læse Folketidende på PC
Klik her for at læse via en mobil enhed