Fjerner jord i midterrabat for at få regnvand væk
Fjernelse af jord skal forebygge, at regnvand samler sig på motorvejen. Arkivfoto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Vejdirektoratet vil i den kommende tid arbejde på Sydmotorvejen.
LOLLAND-FALSTER: I den kommende tid vil Vejdirektoratet fjerne jord fra midterrabatten på Sydmotorvejen, så regnvand nemmere kan løbe væk fra vejbanerne.
- På en strækning fra Rønnede ned til Rødbyhavn kan vi se, at midterrabatten er for høj på grund af jord, som med tiden har lagt sig, siger fagprojektleder Martin Hostrup fra Vejdirektoratet.
- Vandet søger ofte ind mod midterrabatten i overhalingsporet. Og det betyder ekstra fare for akvaplaning. Ikke mindst i betragtning af, at der netop på en del af den strækning sidste år blev tilladt at køre 130 kilometer i timen mod tidligere 110 kilometer i timen, siger fagprojektlederen.
Rabatterne bliver planeret på i alt 48 kilometer på den godt 90 kilometer lange strækning mellem Rønnede og Rødbyhavn.
På en strækning fra Rønnede ned til Rødbyhavn kan vi se, at midterrabatten er for høj på grund af jord, som med tiden har lagt sig.
Fagprojektleder Martin Hostrup fra Vejdirektorat
Det forventes, at arbejdet begynder i næste uge og vil vare cirka tre uger. Mens arbejdet står på, vil det ene spor været spærret, så maskinen, som skal udføre arbejdet, kan komme til. Arbejdet vil primært blive udført i nattetimerne, hvor der er mindst trafik.
Opmærksom på særlig strækning
Da Folketidende i forbindelse med interviewet gør opmærksom på, at der specielt på strækningen mellem Våbensted og Maribo, primært i sydgående retning, ofte ved kraftige regnbyger er vand på kørebanen i det inderste spor, lover Martin Hostrup, at Vejdirektoratet vil forsøge at gøre noget ved det, når man alligevel er i området.
- Udfordringen er dog, at der ikke er reelt nødspor, og der dermed er så smalt et stykke ind til græsområde, at det kan blive svært at lede vandet væk, siger fagprojektlederen.
For at optimere bortløbet af regnvand fra Sydmotorvejen på strækningen over Falster og Lolland, påbegyndte Vejdirektoratet sidste år en oprensning af i alt 10 regnvandsbassiner langs motorvejen.
- Men vi må ikke arbejde med bassinerne i fuglens yngleperiode. Vi har renset de fire og tager fat på de sidste seks til oktober, når vi igen må arbejde med bassinerne, siger Martin Hostrup.
Vildthegn opsættes
Vejdirektoratet er også i gang med at sætte vildthegn op langs Sydmotorvejen. Indtil nu er man dog kun kommet til Udby på Sjællandssiden.
- Vi sætter stålhegn op langs motorvejen for at minimere risikoen for at dyr løber ud på motorvejen med risiko for at forårsage ulykker. Alt efter økonomi og den verdensomspændende materialemangel håber vi at kunne fortsætte med at sætte hegn op på strækningen sidst på året, siger Martin Houstrup.
Vejdirektoratet udfører særligt mange mindre vedligeholdsarbejder i løbet af 2022. Det skyldes i høj grad, at Vejdirektoratet er blevet tildelt i alt 160 millioner kroner til ekstra vedligeholdelse af vejdrift som en del af ”Infrastrukturplan 2035”, oplyser direktoratet. Der ud af den sum sat tre millioner kroner af til profilering af rabatter.