Fjernvarme er en sællert

Tre af de fire nye renseanlæg i kommunen - en investering på samlet 311 millioner kroner - er nu i drift. Efter sommer gælder det anlægget på Skovalleen i Nykøbing. Dermed skal de mangeårige problemer med overløb til Guldborgsund også være løst. Billedet her er fra anlægsarbejdet på Skovalleen. Arkivfoto: Anders Knudsen

Skriver direkte til endnu ikke tilsluttede i fjernvarmeområdet - og får positive reaktioner. Undersøger også udvidelse af fjernvarme-området.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND: Fjernvarme er blevet lidt af en "sællert".

Guldborgsund Forsyning begyndte for nogen tid siden at henvende sig direkte til de cirka 350 husstande i dækningsområdet, som ikke er tilsluttet.

Med god succes.

- Vi besluttede at henvende os til husstandene, inden krigen i Ukraine brød ud og gav endnu mere pres på energipriserne. Reaktionerne har været meget positive, og der er allerede skrevet kontrakter. Jeg venter afgjort flere i den kommende tid, siger Niels Rasmussen, administrerende direktør i Guldborgsund Forsyning.

Godt produkt

- Jeg synes bestemt også, at vi har et godt produkt. Og med prisnedsættelsen her i 2022, hvor energipriserne jo ellers stiger voldsomt på de fleste områder, er fjernvarmen da blevet yderligere attraktiv, tilføjer han.

Guldborgsund Forsyning er nu gået i gang med at undersøge, om det er praktisk og økonomisk realistisk at udvide fjernvarme-området i kommunen yderligere.

- Det er fortsat et arbejde i den meget forberedende fase, så vi ved ikke, hvad der er muligt, understreger Niels Rasmussen.

I forbindelse med den fælles generalforsamling i de forskellige koncernselskaber - vand, spildevand, varme - kunne man oplyse, at der er kommet cirka 100 nye forbrugere på fjernvarmen i løbet af 2021.

Forventningen er, at tallet i år bliver endnu højere.

Gigant-investering

Samlet kom Forsyningen ud med et resultat på lige godt fem millioner kroner.

Den helt store opgave i 2021 har ligget i det meget store projekt "Mod bedre tider" med renoveringer af renseanlæg for i alt 311 millioner kroner.

Det vigtige budskab er, at det er gået rigtigt godt.

Ole Bronné Sørensen

- Det vigtige budskab er, at det er gået rigtigt godt, og tre af de fire renseanlæg, der indgår i projektet, er nu i normal drift, fortalte formanden for bestyrelsen, Ole Bronné Sørensen, i sin beretning.

De tre anlæg, som er i gang, er Gedser, Marielyst og Stubbekøbing.

Anlægget på Skovalleen i Nykøbing ventes helt klar umiddelbart efter sommerferien.

Rettidigt

I Forsyningen glæder man sig over, at byggerierne er skredet planmæssigt frem - trods fortsatte udfordringer på grund af coronasituationen i 2021.

Derudover er man godt tilfredse med, at man kom i gang med anlægsarbejderne og fik indgået kontrakter i rette tid.

- Når vi ser på prisudviklingen på anlægsarbejder over de seneste mange måneder, er det klart, at det er meget positivt, at vi fik arbejderne aftalt og sat i gang inden de meget markante prisstigninger, siger Niels Rasmussen.

Han glæder sig samlet set over et år med nye kunder, stabil drift og en fortsat positiv udvikling i især vandspild og energiforbrug.