FLERE SÆRLIGE STEDER: BOGBUSSEN PÅ HYLLEKROG

Foto: Anders Knudsen

Turen ud til fyret på Hyllekrog ligner et farvel til den kendte verden. Men man kan blive overrasket!

Offentliggjort Sidst opdateret

Fra p-pladsen for enden af Lyttesholmvej er der 3½ kilometer til fyret på Hyllekrog, og der sker ingenting. Med mindre man kommer i månederne august til oktober, for da kan luften være fyldt være med rovfugle, som akkurat her vælger at sætte over Østersøen på vej mod syd.

Imponerende alligevel, fordi der ingenting er, undtagen vindmøllerne fra Rødsand 2, som kommer nærmere og nærmere. Og så måske et lille rev i vandet nord for odden og nogle spor i sandet, som peger på, at det har været dyrket førhen. Et stykke ude ligger et lille hus og trykker sig i sandet. Ninas Hus, hedder det, opført for måske 100 år siden som fi skerhus. Omkring 1970 var det sommerhus for Nina Rasmussen, som var ansat på

Lungholm, der dengang ejede Hyllekrog. I 1995 købte Fugleværnsfonden odden og fi k huset med i købet. Fyret er 19 meter højt. Det er opført i 1905 og nedlagt i 1971, hvor fyrmesterboligen blev revet ned. Det tilhører Skov- og Naturstyrelsen, som restaurerede det i 2011.

Der er åbent op til udsigten, som er meget stor. Man kan se, at odden fortsætter endnu næsten to kilometer. Der græsser køer derude året rundt, og ved foden af fyret har dyrene et læskur.

Pludselig fanges opmærksomheden af en lille gul klat på skuret. Det er et skilt, som fortæller, at bogbussen holder her hver tirsdag 17.00-18.00. Det må være den eneste bogbus, der er tilbage på Lolland-Falster. Skiltet har siddet der i 10 år. Måske er der kun én, der ved, hvem der har sat det op.

Hyllekrog er et vildtreservat, og fra 1. marts til 15. juli er der lukket, for da skal ynglefuglene have fred.

Foto: Anders Knudsen
Foto: Anders Knudsen
Foto: Anders Knudsen
Foto: Anders Knudsen

Flere særlige steder 2022

I sommeren 2020 - det var den første corona-sommer - fortalte vi i billeder og tekst om en række steder på Lolland og Falster, som vi syntes var værd at besøge.

De fleste var vores yndlingssteder. Steder, som vi har lært at kende gennem vores mange år på øerne. Steder, som vi har besøgt igen og igen, alene eller sammen med familie og venner, og som vi gerne vender tilbage til. Fælles for dem var også, at de skulle være frit tilgængelige, og at de skulle være gratis at besøge. Og at der skulle være noget at fortælle om dem.

Denne sommer har vi fundet nogle flere. "Flere særlige steder", kalder vi dem. Nogle er allerede velkendte af mange. Andre er måske kun kendte af færre eller af nogle få. Nogle kan tilmed være svære at finde. Når man får set sig rigtigt om, er Lolland og Falster faktisk forbløffende store øer. Men alle stederne synes vi er værd at besøge. De er noget særligt, de er frit tilgængelige, og der er en historie at fortælle om dem. Og alle stederne er også gratis at besøge. God sommerlæsning.

Anders Knudsen og Peter Foersom