Flere steder med hurtigtest

Falck er i samarbejde med øboere klar med testcentre på småøerne. Foto: Anders Knudsen

Kviktestcentre på småøerne klar i næste uge.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fra i næste uge vil det igen være muligt at få en hurtigtest på øerne Femø, Fejø, Agersø, Omø, Orø og Sejerø, oplyser Region Sjælland fredag eftermiddag.

Tilbuddet om hurtigtest på småøerne genåbnes som en konsekvens af den stigende smitte i samfundet. Teststederne åbner i takt med, at logistik omkring lokaler, materialer og pode-personale falder på plads. Alle steder vil have første åbningsdag før den 24. december, oplyser regionen.

Øboer hjælper til

Det er et tæt samarbejde mellem øboerne, Falck og Region Sjælland, der igen gør det muligt at åbne teststeder på øerne. Under forrige smittebølge blev der udviklet en model, hvor øboere hjalp til med at rekruttere podepersonale på øerne, og Falck oplærte disse folk til at pode og stillede testmateriale og værnemidler til rådighed. Testlokaliteterne blev fundet i samarbejde med de respektive kommuner. Det er samme model, der nu tages i brug.

- Det er fantastisk, at de øboere, der arbejdede som podere for Falck under den seneste smittebølge, igen stiller op og hjælper til. For det er der virkelig brug for. Desværre stiger smitten, selv om rigtig mange er blevet vaccineret, og der er fortsat et stort behov for, at borgerne kan blive testet – for eksempel inden de samles i juleferien. Det kan øboerne nu, uden at de først skal omkring fastlandet, siger Anne Øster Hjortshøj, testansvarlig enhedschef, Det Nære Sundhedsvæsen, Region Sjælland.

Et testcenter i Rødby i Østergade er klar til at tage kviktest fra søndag morgen klokken 9.

Adresser og åbningstider kan ses på www.coronasmitte.dk. Her vil åbningsdatoerne for hurtigtest for øerne også blive synlige, så snart de er på plads.