Flere vaccinationstider på vej
Både regionen og Falck melder om fuld kapacitet. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Flere børn end ventet har bestilt tid til vaccination.
LOLLAND-FALSTER Mange smittede med corona de seneste uger har betydet stort pres både på Region Sjællands teststeder i Nykøbing, Maribo og Nakskov og på Falcks teststeder i samme byer.
Samtidig giver vaccinationen af børn under 12 år, som blev tilbudt vaccine fra weekenden, stort pres på de lokale vaccinationscentre.
Indtil i dag har det været muligt, at børnene kunne blive vaccineret i Maribo og Nykøbing. Fra i dag er det også muligt i Nakskov.
Mange borgere efterlyser vaccinationssteder og primært teststeder flere steder i de to kommuner end de nuværende tre steder. Men det ligger ikke i planerne for nuværende.
- Det er de nationale sundhedsmyndigheder, som udstikker rammerne for, hvor stor en kapacitet vi skal have, fortæller Anne Hjortshøj, som er enhedschef i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.
- På testområdet tester vi slet ikke så mange dagligt, som vi gjorde i foråret, hvor vi havde flere teststeder. Og de seneste uger har vi faktisk mangedoblet testkapaciteten, siger Anne Hjortshøj.
Hun fortæller også, at her i regionen er det i Lolland og Guldborgsund kommuner, hvor ventetiden er kortest til en pcr-test.
- Vi er løbende i dialog med både kommuner og Falck om kapaciteten, siger hun.
Flere tider lægges ud.
På vaccineområdet er tilslutningen til vaccine af børn under 12 år betydelig større, end det var estimeret.
- Tiderne blev revet væk, så snart de blev lagt ud. Men der skulle de kommende uger blive lagt betydelig flere tider ud til vaccination af børn, siger enhedschefen.
At skulle opskalere så meget på både test og vaccineområdet, som der er blevet gjort den seneste tid, har krævet rekruttering af masser af mandskab.
Hos Falck, som driver kviktestcentrene, fortæller projektchef Mikael Kokseby, at det er lykkedes at ansætte nok personale.
- Men vi rekrutterer stadig for at kunne imødekomme både sygdom, fravær og opsigelser blandt de ansatte, siger han.
I regionen har man fået hjælp fra Beredskabsstyrelsen, som har stillet fire mand til rådighed som podere på hvert af testcentrene i Nykøbing og Maribo.
Både på testområdet, men primært på vaccinationsområdet, rekrutterer regionen stadig for at have fuldt mandskab.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker