Flygtninge kan flytte ind i de tomme ældreboliger

I maj flyttede flygtninge ind i det tidligere plejecenter i Eskilstrup. Foto: Anders Knudsen

Psykisk syge, flygtninge, socialt udsatte og midlertidige hjemløse kan nu bo i lokale ældreboliger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Trods tidligere protester accepterer Dansk Folkeparti nu, at der kan flytte flygtninge ind i tomme ældreboliger i Guldborgsund Kommune.

- Vi kan ikke nægte flygtninge en bolig, og vi er i mindretal i denne sag, så vi er jo nødt til at godkende det, konstaterer Birgit Holse (DF), som sammen med sin partifælle Torben Brandt Jørgensen rettede ind, da folkesundheds- og omsorgsudvalget mandag besluttede at åbne boligerne for flygtninge.

- Vi lægger vægt på, at det fra sag til sag skal vurderes, om den person, der skal flytte ind, passer ind på stedet. Det er en faglig vurdering, som vi har tillid til, og så kan vi godt acceptere det, uddyber Birgit Holse.

Da debatten om anvendelse af de tomme ældreboliger var på dagsordenen første gang tilbage i oktober, var Dansk Folkeparti ellers lodret imod og kaldte de potentielle udenlandske beboere for “ustabile”.

Af Guldborgsund Kommunens 426 ældreboliger står de 23 ledige, og det kostede sidste år kommunen 3,1 millioner kroner i tomgangshusleje. I år forventer man at slippe med at betale cirka 2,6 millioner kroner til de boligselskaber, der ejer boligerne.

- Men det er stadig for mange spildte penge, som vi skal have bragt ned, siger udvalgsformand Bo Abildgaard, som er godt tilfreds med flertallets beslutning om at åbne ældreboligerne til tre nye formål.

De kan fremover bruges til genhusning af borgere, der bor i huse, som skal kondemneres eller renoveres, midlertidig husning af flygtninge og et antal boliger skal overdrages til kommunens socialområde, som mangler boliger til psykisk syge og socialt udsatte borger.

Læs om Guldborgsund Kommunes øvrige planer med de tomme ældreboliger i torsdagens Folketidende

Klik her for at læse Folketidende på PC
Klik her for at læse via en mobil enhed