FOLKETIDENDE PRESSES AF INFLATIONEN - STORT SPAREKRAV

Folketidende Gruppens administrerende direktør, Ole Sloth, har onsdag orienteret medarbejderne om, at der skal findes besparelser for 5,3 millioner kroner. En ny strategi giver ham dog tro på, at Folketidende vil komme gennem krisen. Arkivfoto: Anders Knudsen

Folketidende Gruppen skal finde besparelser for lidt mere end fem millioner, men lancerer ny strategi for at stå rustet til fremtiden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Voldsomt stigende priser på papir på den ene side og faldende annonceindtægter på den anden presser Folketidende Gruppen så markant, at der nu skal findes besparelser for 5,3 millioner kroner. Det har virksomhedens bestyrelse besluttet, og på et møde onsdag blev medarbejderne orienteret af Folketidendes administrerende direktør, Ole Sloth.

- 5,3 millioner kroner er sindssygt mange penge i vores virksomhed, men det er nødvendigt, for at vi kan balancere vores budget, siger Ole Sloth, som har orienteret bladhusets tillidsrepræsentanter om, at besparelserne kan medføre afskedigelser både på redaktionen og i andre dele af virksomheden.

Derfor er der nu igangsat en 14 dage lang proces, hvor medarbejderne har mulighed for at byde ind med forslag til, hvordan besparelserne skal udmøntes.

Ny strategi

Bestyrelsen har dog ikke kun besluttet, at der skal spares, men også godkendt en ny strategi, der skal fremtidssikre virksomheden. Den har som helt overordnet mål, at Folketidende Gruppen med sine forskellige produkter "skal betyde mere for flere" - det gælder abonnenter, lyttere, læsere, annoncører og alle andre. Derudover skal omsætningen stabiliseres, ligesom der skal fokus på initiativer, der kan skabe vækst.

Det betyder blandt andet, at Folketidende Gruppen i endnu højere grad end hidtil skal agere digitalt.

- Folks digitale medievaner kalder på en forandring hos os, så vi prioriterer vores indsats der, hvor vi tror, vi får vækst. Det digitale tog buldrer derudaf og er ikke stoppet på vores perron, men vi kan nå det endnu. Så vores forretningsudvikling sker digitalt, fastslår Ole Sloth.

Det digitale tog buldrer derudaf og er ikke stoppet på vores perron, men vi kan nå det endnu.

Ole Sloth, administrerende direktør for Folketidende Gruppen

Den udvikling har Folketidende Gruppen taget fat på ved blandt andet at lancere det nye digitale abonnementsmedie Femernreport.com, men også folketidende.dk skal udvikles, så mange flere får lyst til at læse mange flere artikler her - det vil nemlig kunne udløse større annonceindtægter og dermed generere de nødvendige indtægter, der skal sikre driften.

Og Folketidende Gruppen står på mange måder med et stærkt udgangspunkt for at nå målene.

- Folketidende er måske et af de sidste medier i Danmark, der er centrum for kommunikationen i sit område, og vi er det eneste medie her, som på ægte vis vil det lokale. Så på baggrund af strategien er jeg optimistisk på vores fremtid. Vi er kommet for at blive! forsikrer Ole Sloth.