Folketingspolitiker overfuset
De tre lokale folketingsmedlemmer (fra venstre) Lennart Damsbo-Andersen, René Christensen og Marcus Knuth. Foto: Tariq Mikkel Khan/POLFOTO, arkivfoto
Tariq Mikkel Khan/POLFOTO, arkivfoto
Der er stor forskel på, hvor ofte de lokale folketingspolitikere oplever trusler eller chikane.
Hver anden folketingspolitiker har oplevet at blive udsat for trusler eller chikane, og problemet er voksende. Sådan lød konklusionen efter en rundspørge blandt MF'erne, som Berlingske offentliggjorde i sidste uge.
Blandt de tre lokale folketingsmedlemmer - Lennart Damsbo-Andersen (S), Marcus Knuth (V) og Rene Christensen (DF) - er Marcus Knuh ene om at have oplevet ubehageligheder på grund af sit politiske arbejde.
Han har flere gange oplevet at blive kontaktet af personer, han ikke kendte, som ønskede ham det værste.
- Desværre oplevede jeg verbale angreb og trusler allerede kort efter, at jeg blev valgt som nyt folketingsmedlem efter valget i 2015. Første gang var en dag samme sommer, hvor min telefon ringede fra et ukendt nummer, og da jeg svarede opkaldet, fik jeg en mand i røret, der som det første råbte, ”Du er er et kæmpe svin”, og så fortsatte han med at råbe om, hvor meget han hadede mig og regeringen, fortæller han.
Han har også flere gange oplevet at få ubehagelige beskeder på mail, ikke mindst i den periode, hvor han var Venstres udlændingeordfører.
- Der gik ikke lang tid, før jeg modtog e-mails med beskeder som, ”jeg håber, at det allerværst tænkelige sker for dig og din familie”. På et andet tidspunkt sad jeg i folketingssalen i en debat og modtog i samme øjeblik en e-mail fra en mand, der skrev, ”Jeg sidder og holder øje med dig lige nu gennem Folketingets TV”. Og så beskrev han alt det væmmelige, som han håbede der ville ske mig i mit liv. Det var ret skræmmende og grænseoverskridende, fortæller Marcus Knuth.
I dag er det primært på Facebook, ubehagelighederne dukker op, eksempelvis i kommentarer til nogle af de opslag, han skriver der.
Helt anderledes fredelige er meldingerne fra folketingskollegerne Lennart Damsbo-Andersen og René Christensen.
- Jeg har aldrig oplevet noget ubehageligt. Jeg har selvfølgelig oplevet, at nogle har skrevet grimt til mig på Facebook eller på mail. Men tonen er også blevet noget skarp på de sociale medier, men der er i mange tilfælde også nogle frustrerede mennesker i den anden ende, så hvis man kan se bort fra stilen, så har jeg oplevet, at vi har fået en god dialog. Men der er selvfølgelig også nogle, som bare er sure og vrede. Det må de også gerne være, siger René Christensen (DF).
Lennart Damsbo-Andersen (S) har heller ikke været udsat for ubehagelige eller truende henvendelser.
- Jeg tror også, det handler meget om, hvilke sager man beskæftiger sig med. Jeg møder mange mennesker på gaden, men jeg har aldrig oplevet at blive overfuset eller lignende. Tværtimod virker det som om, at folk respekterer det arbejde, jeg og mine kolleger laver, siger han.
Han tilføjer, at nogle politikeres måde at agere på også kan være medvirkende til, at de bliver udsat for ubehageligheder.
- Nogle af kollegerne opfører sig måske heller ikke altid helt ordentligt i forhold til måden at kommunikere med folk på. Tryk avler modtryk, og det skal man tænke over, når man kommunikerer med fok. Vi skal huske på, at det er borgerne, der har valgt os, slutter Lennart Damsbo-Andersen.
Seneste artikler
Kaj og Nannas Chevrolet var med i 1937 - nu skal den køre foran kronprinsen
Christian Jensen gav hug til Lars Boje og hyldede anonyme kilder
Ny streetbasketbane åbnet i Nakskov
Lokale folkeskoler blandt landets mest fagligt udfordrede
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen