Forårs-håb i flere etager

Billedtekst 1: Bo Nielsen pusler om jordbærrene i tunnellerne. Midt i maj er der friske bær - hvis varmen vil. Foto: Hans Gandrup

Hos Gårdbutikken Marielyst krydser man fingre for lunere vejr. Så er der kartofler, asparges og jordbær lidt ind i maj.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST: - Kunderne er da begyndt at komme og spørge efter nye kartofler. Men det er altså lige tidligt nok, griner Bo Nielsen, Gårdbutikken Marielyst på Bøtø Ringvej.

Ret beset er han lige så forårs-utålmodig som de lækkersultne kunder.

Men naturen skal gå sin gang, selv om man nu om dage har overdækninger af kartoflerne og tunneller med jordbær. Her er der endda udsigt til delikatesser i to plan: Jordbær på første sal og bønner i hundreder af potter i stuen ...

Vi har især brug for lidt varmere vejr nu.

Bo Nielsen

- Vi har især brug for lidt varmere vejr nu. Så er der noget at byde på ind i den første uge af maj, lyder forudsigelsen fra Bo Nielsen.

Vejrmæssigt har foråret hidtil absolut ellers været glimrende med gode betingelser for kartofler, gulerødder med mere.

Maj-jordbær

Jordbærrene i tunnellerne vil for den tidligste sort - Flair - nok være klar ude i butikken midt i maj.

Og når man kommer til begyndelsen af juni, er der overflod af lokale delikatesser.

- Vi skal med på Madens Folkemøde på Engestofte 3.-4. juni for første gang. Det glæder jeg mig virkelig til. Vi og vores kolleger i landsdelen har fantastiske produkter at byde på. Her på Bøtø har vi for eksempel helt fantastisk jord, konstaterer Bo Nielsen.

Det synes hans asparges også.

- Asparges bliver et stort og meget væsentligt produkt for os. Betingelserne er der, påpeger han.

Men Bøtø-kartoflerne er der skam i høj grad stadig.

Her efterspørger en del kunder vaskede kartofler, så Bo Nielsen har i år anskaffet en stor, brugt kartoffelvasker.

Ingen stordrift

Men stordrift bliver der i den forstand ikke tale om, selv om Gårdbutikken har mange projekter i gang. Det er store planer i det små.

- Vi investerer, eksperimenter og udvikler hele tiden. Men vi er en lokal forretning med vægt på at producere lokale råvarer, som kunderne direkte får herfra. Fremtidigt vil vi nok også satse mere på "pluk-selv". Og så samarbejder vi ellers gerne med andre fra området, som har samme opfattelse, om diverse produkter siger Bo Nielsen.

Det er der blandt andet kommet succesrige likører i samarbejde med Falster Destilleri i Væggerløse ud af.