I forbindelse med Døllefjelde-Musse Marked i september truede en ung mand med at slå flere politibetjente ihjel. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Psykiatrien kunne ikke stoppe ham - nu skal serieforbryder i fængsel
David ArnholmDavidArnholm
OffentliggjortSidst opdateret
LOLLAND-FALSTER I september 2019 blev en dengang 17-årig dreng idømt ambulant psykiatrisk behandling.
Hvor længe han skulle være indlagt, var det op til Kriminalforsorgen og en overlæge at bestemme, men det kunne være i op til fem år.
Men behandlingerne har ikke forhindret ham i at begå ny kriminalitet, og da den nu 19-årige i januar igen-igen var i retten, tiltalt for en stribe forbrydelser, havde psykiatrien givet op. Konklusionen i en udtalelse fra en overlæge hos Retspsykiatrisk Opsøgende Team i Region Sjælland lød således:
"Da en særforanstaltning ikke har vist sig kriminalitetsforebygende, anbefales nu straf som forskyldt, såfremt sigtede kendes skyldig."
Skyldig var han. Det havde han erkendt i flere af forholdene, og i de resterende forhold lykkedes det ham ikke at overbevise domsmandsretten om sin uskyld - bortset fra et enkelt forhold, der handlede om tyveri af nummerplader.
Annonce
Retten besluttede derfor, at den psykiatriske behandling, han tidligere var blevet idømt, skulle bortfalde, og i stedet blev han idømt seks måneders fængsel.
Ved et indbrud i Maribo Roklub stjal den unge mand blandt andet en dunk benzin. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Kørte i stjålet bil
De forbrydelser, han blev dømt for, havde han begået rundt omkring på Lolland-Falster.
Den første bestod i, at han 29. september 2020 havde stjålet benzin for lige knap 550 kroner fra Shell i Øster Kippinge. Det erkendte han, og han blev derfor fundet skyldig.
Den anden handlede om, at politiet dagen efter, altså 30. september 2020, havde stoppet ham i den samme bil i Nykøbing. Han var påvirket af amfetamin og havde 0,05 gram kokain og 1,45 gram amfetamin på sig. Til gengæld havde han ikke noget kørekort, for sådan et har han ikke erhvervet sig. Og så var bilen i øvrigt stjålet.
I retten erkendte han sig skyldig i det hele, omend han påstod, at han havde lånt bilen af en kammerat og ikke vidste, at den var stjålet. Hvem denne kammerat var, ville han ikke oplyse.
Han påstod også, at han ikke var klar over, at han havde kokain på sig, men at han måske havde holdt det for en kammerat.
Retten fandt ham skyldig i det hele, inklusive brugstyveri af bilen, da han efter rettens mening måtte have indset, at bilen var stjålet.
Den næste forbrydelse bestod i, at han omkring fire timer efter episoden i Nykøbing var blevet afsløret i sammen med en anden mand at stjæle fire brugte bilbatterier fra genbrugspladsen i Rødby.
I retten erkendte den 19-årige, at han havde deltaget, men han forklarede, at det var den anden mand, der havde taget initiativet og skulle bruge batterierne. Og at de jo lå i en skraldespand og ikke havde nogen værdi.
Annonce
Retten fandt ham dog skyldig, ligesom den anden mand i en anden retssag er blevet dømt for sin rolle.
Fra genbrugspladsen i Rødby hjalp den unge mand en anden med at stjæle fire brugte bilbatterier. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Bakkede ind i bil
Den fjerde forbrydelse blev afsløret, da politiet 15. maj 2021 om formiddagen havde fundet ham sovende på forsædet af en bil, der holdt i Orehoved.
Problemet var, at bilen var stjålet og påsat to forskellige nummerplader stjålet fra andre biler. Og at han omkring syv timer tidligere - ved tretiden om natten - havde påkørt en parkeret personbil i Alstrup og kørt derfra uden at stoppe. Og at han jo i øvrigt stadig ikke havde noget kørekort.
Alt det erkendte han, bortset fra at det skulle være ham, der havde stjålet de to nummerplader. Endnu en gang forklarede han også, at han havde lånt bilen af en kammerat og ikke vidste, den var stjålet. Og at han havde fejlbedømt afstanden og var kommet til at bakke ind i den anden bil, hvorefter han kørte væk i skræk.
Retten fandt det ikke bevist, at det var ham, der havde stjålet nummerpladerne, så det blev han frifundet for, men det øvrige blev han fundet skyldig i - herunder brugstyveri af bilen.
Fra Shell-tanken i Øster Kippinge stjal den unge mand 53,28 liter benzin til en værdi af 549,28 kroner. Foto: Google Street ViewGoogle Street View
Smed sten efter betjent
Der stoppede rækken af tiltalepunkter ikke, for lidt mere end en måned senere var den gal igen. 25. juni 2021 klokken fem om morgenen blev politiet kaldt til Søllested af hans daværende kæreste, som dog kom i klammeri med betjentene.
Den unge mand stod på det tidspunkt oppe på taget af en garage og begyndte at smide 20-30 brudstykker af teglsten og senere også en lommelygte efter betjentene. Han ramte dem ikke, men en bil fik stenslag i ruden, og han var derfor både tiltalt for hærværk og for at angribe en tjenestemand i funktion.
I retten erkendte han de faktiske forhold, men afviste, at han havde haft til hensigt at ramme betjentene. Han kunne bare se, at hans kæreste var bange, og han ville have betjentene til at stoppe. Blandt andet på baggrund af vidneudsagn fra politibetjenten fandt retten dog den unge mand skyldig i forsøg på at angribe betjenten.
Annonce
Indbrud i roklub
Næste tiltale handlede om et indbrud begået i Maribo Roklub et par måneder efter, nemlig først på natten 24. august 2021. Her stjal en tyv via et åbentstående vindue en benzindunk, en Dremler-boremaskine samt en router.
Manden nægtede sig skyldig og påstod, at han aldrig havde været i roklubben, men i vindueskarmen havde politiet fundet dna, der med meget stor sandsynlighed var hans. Og på overvågningsbilleder kunne man se en mand iført en jakke og nogle sko, som han var iført, da han knap et døgn senere var blevet anholdt i Søllested, hvor han i øvrigt var i besiddelse af en peberspray.
Men dna'et var måske kommet fra en jakke, han havde haft lånt ud til en kammerat, som han dog ikke ville fortælle det fulde navn på. Og måske var det kammeraten eller en af hans venner, der havde begået indbruddet iført den jakke, som den unge mand havde hentet igen hos kammeraten, inden anholdelsen.
Den forklaring købte retten dog ikke, så han blev fundet skyldig i - sammen med en ukendt medgerningsmand - at have begået indbruddet. Han blev også dømt til at betale 8.555 kroner i erstatning til roklubben.
Truede betjente
De sidste forhold handlede om et par episoder på Døllefjelde-Musse Marked 2. og 4. september 2021. Den første dag var han om aftenen fundet i besiddelse af et multiværktøj med en kniv. Og han er ellers tidligere dømt for at have overtrådt knivloven.
Tre-fire betjente havde fået øje på ham og løb efter ham, men han prøvede at stikke af. I retten forklarede han, at han ikke var klar over, at det var betjente, og at han havde følt sig utryg. Og kniven havde han haft, fordi han tidligere på dagen havde skullet hjælpe med at sætte en bod op.
Men da betjentene foreslog, at de gik hen til boden for at få det bekræftet, ville han ikke udpege boden. Retten fandt ham derfor skyldig i at overtræde knivloven.
Da betjentene så ham på markedet igen 4. september, vidste de, at han skulle have været på det psykiatriske hospital Oringe ved Vordingborg. Men han forklarede, at han havde fået lov at komme ud.
Annonce
Da betjentene kontaktede Oringe, kunne hospitalet dog oplyse, at det ikke var klar over, at han var stukket af. Betjentene tog ham derfor med til detentionen i den midlertidige politistation på markedet. Men her blev han pludselig ophidset og truede med at slå en af betjentene ihjel "langsomt og smertefuldt".
Da han - med strips på arme og ben - blev kørt af sted til Oringe, truede han med at slå de tre betjente i bilen ihjel. Men det nægtede han i retten, hvor han gav udtryk for, at betjentene måtte have misforstået ham.
Retten fandt dog, at de to betjente, der vidnede i sagen, havde givet en troværdig forklaring, og derfor blev han fundet skyldig i at have truet betjentene.
Bøde på 30.500 kroner
Som nævnt blev den 19-årige idømt et halvt års fængsel, og derudover blev han idømt en tillægsbøde på 30.500 kroner.
Annonce
Han blev også frakendt retten til at føre andet end lille knallert i tre år, ligesom han fik konfiskeret pebersprayen, multiværktøjet med kniven samt 0,05 gram kokain og 1,45 gram amfetamin.
Derudover skal han betale sagens omkostninger - og erstatningen til Maribo Roklub.
Retten oplyser, at den 19-årige har valgt at modtage dommen.