Første revy-navn 2021 afsløret

Rasmus Krogsgaard (i midten) er første navn på revyholdet 2021. Foto: Flemming Keith Karlsen, arkivfoto

Blot få timer efter, at årets Nykøbing F. Revy blev aflyst, har revydirektør Mickey Pless afsløret det første navn på revyholdet 2021.

Offentliggjort Sidst opdateret

Årets udgave af Nykøbing F. Revyen er som bekendt blevet aflyst på grund af coronakrisen - læs mere her.

Men forberedelserne til 2021-udgaven, som ikke mindst økonomisk bliver en af de vigtigste meget længe, er allerede i fuld gang, og i en video, som Nykøbing F. Revyen mandag morgen har lagt op på sin facebookside afslører revydirektør Mickey Pless det første navn på næste års revyhold.

Det er en god, gammel kending af revyen, nemlig Rasmus Krogsgaard, som altså vender tilbage til Nykøbing. Resten af holdet afsløres først senere.

Men Mickey Pless betegner i videoen, som er direkte henvendt til revypublikummet, holdet som et "superhold" og tilføjer, at de alle sammen er "nogen I kender", hvilket altså kunne tyde på, at det enten er skuespillere, som tidligere har medvirket i Nykøbing F. Revyen, eller debutanter, der er kendt i forvejen fra andre sammenhænge.

Mickey Pless siger også i videoen, at man er glade for den hjælpepakke, man har fået af regeringen i forbindelse med dette års revy, men at det ikke var nok til at redde 2020-udgaven af Nykøbing F. Revyen.

- Derfor har vi mere end nogensinde brug for, at I støtter op omkring Nykøbing F. Revyen, så vi i fremtiden kan opleve revy her på Nykøbing F. Teater, siger revydirektøren.

Du kan se hele videoen - hvor der også redegøres for, hvordan man skal forholde sig, hvis man allerede har købt billet til årets aflyste revy - ved at KLIKKE HER.