Forsvaret forlader grænsekontrollen

Foto: Anders Knudsen/arkiv

Støtten til politiet indstilles midlertidigt, da der skal afsættes ekstra personale til vaccinationsindsatsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi må for en tid selv klare opgaven med grænsekontrollen ved færgestationerne i Gedser og Rødbyhavn.

Hidtil har de lokale politikredse på Lolland-Falster og i Sønderjylland fået hjælp til at løse opgaven med grænsekontrol af mandskab fra Forsvaret, men den hjælp bliver nu indstillet midlertidigt, fremgår det af en pressemeddelelse fra Rigspolitiet, som blev sendt ud mandag aften.

Årsagen er, at personalet i stedet skal bruges i indsatsen for at vaccinere og revaccinere danskerne mod coronavirus. Ændringen træder i kraft her til morgen, tirsdag, klokken 7, og der er indtil videre ikke sat dato på, hvornår Forsvaret vender tilbage til grænserne.

- Forsvarets bidrag til blandt andet grænsekontrol og bevogtning er meget værdsat, men nu har Forsvaret fået en anden samfundsmæssig vigtig opgave, og det har vi naturligvis stor forståelse for.

- Det betyder, at vi midlertidigt skal bruge flere politiuddannede til at løse opgaverne med grænsekontrol og bevogtning. I politiet er vi vant til, at opgaver og ressourcer kan ændre sig hurtigt - og derfor finder vi også en løsning her, men det har selvfølgelig konsekvenser i forhold til prioriteringen af andre opgaver, siger chefpolitiinspektør hos Rigspolitiet, Peter Ekebjærg, i pressemeddelelsen.

De berørte politikredse skal i første omgang finde de ekstra ressourcer til grænsekontrollen i egne rækker, men Rigspolitiet vil i de kommende dage vurdere, om kredsene kan aflastes ved anden personeltilgang, hedder det i pressemeddelelsen.

- Det vil selvfølgelig betyde, at vi er nødt til at prioritere i forhold til opgaverne i en periode, men vi søger selvfølgelig en løsning, der har mindst mulig påvirkning på borgerne, skriver Rigspolitiet.

Forsvaret har hjulpet politiet med grænsekontrollen siden sommeren 2017. Hjælpen har de seneste år ligget på et niveau svarende til 250 årsværk. Udover kontrollen med grænserne mod syd har Forsvaret også støttet politiet med bevogtningsopgaver i København. Også denne hjælp indstilles midlertidigt.