Fra hemmelige missioner til hilsepligt: Frank og Lis fandt fællesskabet på Askø

Lis Fyllgraf Jensen og Frank Jensen er faldet for Askø - og hopper ofte i Smålandsfarvandet. Foto: Ingrid Riis

De mødte hinanden i Politiets Efterretningstjeneste for efterhånden mange år siden. Nu nyder de seniortilværelsen i et svenskbygget sommerhus på en ø i Smålandsfarvandet.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi har hørt de lokale fortælle, at hvis man klarer den første vinter på en ø, så er man klar til at være rigtig øbo ...

Lis og Frank smiler til hinanden. Foreløbig har de "klaret" mere end halvdelen af vinteren - og de er begge voldsomt begejstret for tilværelsen på Askø. Så det med at blive øbo tegner ganske godt.

Det lå ellers ikke lige i kortene, at de skulle tilbringe seniorlivet på en ø i Smålandsfarvandet. Lis er fra Jylland, Frank er fra Amager. De mødte hinanden via deres job i Politiets Efterretningstjeneste - og ingen af dem havde noget særligt forhold til Sydhavsøerne.

- Som ung betjent gjorde jeg tjeneste ved færgerne i Rødbyhavn. Og det husker jeg som en rigtig god tid. Så da vi sidste år kiggede os rundt efter et sommerhus i Danmark, faldt blikket ret hurtigt på Lolland. Der var noget, som tiltalte os ved den del af landet - og særligt ved småøerne, fortæller Lis Fyllgraf Jensen.

Smykker og bøger

Hun forlod politiet midt i 1990’erne og uddannede sig derefter indenfor zoneterapi, akupunktur, psykoterapi og hypnoseterapi - og er nu smykkedesigner og guldsmed med eget værksted.

Huset på Askø er bygget i svensk stil - og fra det samme område i Sverige som en del af Frank Jensens familie. Foto: Ingrid Riis

Frank Jensen blev ved politiet i 40 år og har blandt andet arbejdet som hemmelig agent i Københavns Politis narkoafdeling og siden som først afdelingsleder og dernæst operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste.

Da han i 2012 gik på pension, begyndte han at skrive bøger - hvoraf den seneste netop er udkommet.

Derudover optræder han fra tid til anden på tv-skærmen som kommentator i sikkerhedsspørgsmål.

For varmt i Spanien

Anledningen til i det hele taget at søge efter et sommerhus opstod, da parret efter 25 års ejerskab besluttede at sælge deres ferielejlighed i den spanske by Alicante.

- Vi var glade for Spanien, men de senere år er der blevet for overrendt af turister i Alicante og alt for varmt at opholde sig store dele af året. Så for os var beslutningen om at sige farvel til Spanien egentlig ikke så svær. Og vi var enige om at kigge mod Danmark, da vi skulle finde et nyt frirum, lyder det fra Frank Jensen.

Parret bor til daglig på Midtsjælland - og Askø er i en overkommelig radius for deres gøremål på Sjælland og i hovedstaden.

Sidste efterår skiftede Lis og Frank tilværelsen i Spanien ud med ø-livet på Askø. Foto: Ingrid Riis

- Vores datter søgte lidt rundt på nettet og fandt et hus på Askø. Så var interessen for ø-livet vakt - og kort efter kom dette sommerhus til salg. Og vi slog hurtigt til i september sidste år, lyder det med begejstring i stemmen, mens der vises rundt i sommerhuset, som oprindeligt er bygget i Sverige og del for del transporteret til øen nord for Lolland.

Stor gæstfrihed

Endnu har de ikke taget beslutningen om at rykke permanent til Askø. Der er blandt andet noget med færgetiderne, de gerne vil blive lidt klogere på ... men livet på en dansk ø er de faldet for.

- Vi er virkelig blevet overrasket over den meget store gæstfrihed, der er på øen. Vi var næsten lige flyttet ind i september sidste år, da vi inviterede familien til nybagte boller. Så gik vores ovn selvfølgelig i stykker, og jeg skrev ud i den lokale Facebookgruppe for hjælp. Kort efter stod den lokale elektriker klar med en låneovn - og bagværket var reddet. Hjælpsomheden er meget stor, når man bor på en ø, fortæller Lis Fyllgraf Jensen.

Hjælpsomheden er meget stor, når man bor på en ø.

Lis Fyllgraf Jensen

Stærkt sammenhold

Hun har meldt sig som frivillig bag disken i øens lille købmandsbutik - og oplever også dér et stærkt sammenhold.

- Man holder øje med hinanden på en god måde, oplever hun.

Tilflytterne oplever en stor hjælpsomhed og et stærkt fællesskab på Askø. Foto: Ingrid Riis

Frank Jensen nikker og smiler.

- Og så er der hilsepligt - næsten ligesom i Forsvaret. Alle hilser på hinanden på øen. Man bliver i godt humør af det.

Vinteren er næsten ovre. Og ø-livet har bidt sig godt fast.

Roen og stilheden på Askø tiltaler Frank og Lis. Foto: Ingrid Riis