Fra Lolland til det amerikanske præsidentvalg

Langt væk fra sin opvækst i Søllested har Emil Lee Madsen i øjeblikket travlt med at berette om det amerikanske præsidentvalg. I midten af oktober forlod han sin nuværende hjemby på Frederiksberg i København og rejste til den amerikanske vestkyst for at køre tværs gennem USA. Mens han er på farten, fortæller han om valget, amerikanerne og sine indtryk til lytterne på Radio24syv og i en blog for Infomedia.

Da vores journalist talte med Emil Lee Madsen, var han ti dage inde i sin rejse og havde allerede mødt amerikanere i alle afskygninger. Møderne tæller blandt andet den højt profilerede politiker Paul Ryan, der kan ende som USA’s næste vicepræsident, dybt religiøse mormoner og arbejdsløse industriarbejdere. Specielt mormonerne har gjort indtryk.

- Det var mærkværdigt at være sammen med mormonerne, der er så styret af deres religion, fortæller Emil Lee Madsen.

Det er let at få øje på forskellene mellem USA og Søllested på Lolland, men der er også lighedspunkter, konstaterer Emil.

- Der er en stor kontrast fra lokalsamfundet i Søllested og så til at rejse ud i den store verden. Men så alligevel ikke. Her er også de små lokalsamfund, hvor alle kender hinanden, fortæller Emil Lee Madsen. 

Han er ikke ubetinget glad for USA, og på sin tur savner Emil også Danmark, men der er noget ved den amerikanske mentalitet, som han beundrer.

- Der er en grundlæggende frihedstrang, som jeg godt kan lide, siger Emil.

Forfatter og foredragsholder
Han blev student fra Nakskov Gymnasium i 2003 og rejste efter et sabbatår til København, hvor han tog en bachelor i Historie. Herefter gik turen til Odense for at tage en kandidat i Amerikanske Studier, som han færdiggjorde sidste år.  I 2012 kunne han også føje forfatter til CV’et, da bogen ’Rombama’ udkom i august fra Forlaget Lee i Søllested, som hans forældre ejer. Bogen er henvendt til gymnasieelever og handler om amerikansk politik og det amerikanske valgsystem. I løbet af efteråret er det også blevet til en række foredrag på forskellige gymnasier på Sjælland, og i oktober tog han så springet og drog til USA.

- Det har været virkelig fantastisk. Det er også udfordrende at rejse helt selv, men det har været fedt, konstaterer Emil.

Han vender hjem til Danmark den 10. november fire dage efter, at amerikanerne har afgivet deres stemmer.

Foto: Privat

Han trådte sine barnesko i Søllested. Nu dækker Emil Lee Madsen det amerikanske valg fra USA

Offentliggjort Sidst opdateret