Der bliver ikke mulighed for at dyppe tæerne i friluftsbadet i Nakskov i år. Friluftsbadet åbner nemlig ikke denne sommer. Det er udmeldingen fra Nakskov Fjord Camping, der driver friluftsbadet. Årsagen er for store omkostninger og for få besøgende.
- Det er beklageligt, men der er ikke noget at gøre ved det. Det er især stigende vandafgifter, der har væltet læsset, forklarer leder af Nakskov Fjord Camping, Asger Knudsen.
Det var for egen regning, at Nakskov Fjord Camping sidste år besluttede at åbne friluftsbadet på Hestehovedet, efter at det havde været lukket i halvandet år.
- Det gjorde vi for at tjekke, om der var en økonomisk chance for, at det kunne løbe rundt, men udgifter og indtægter hænger desværre ikke sammen. Det kan ikke lade sig gøre at drive friluftsbadet uden tilskud, forklarer Asger Knudsen.
Indtil 2010 var friluftsbadet kommunalt drevet, og da Nakskov Fjord Camping åbnede det sidste år, var det ikke kun for campinggæsterne. I stedet blev entrepriserne lagt efter almindelige svømmehalspriser, men det var ikke nok til at tiltrække besøgende.
Nu er Asger Knudsen i gang med at søge forskellige fonde om tilskud til friluftsbadet. Men der er ikke kommet nogle penge endnu, og derfor blev beslutningen om ikke at åbne friluftsbadet taget for en måneds tid siden. Nu arbejder Nakskov Fjord Camping for, at badet kan genåbne til næste år. Derfor opfordrer Asger Knudsen kreative sjæle til at komme med input, hvis de har ideer, der kan sikre badets overlevelse.
- Vi forventer ikke noget, men vi håber, og vi gør et hæderligt forsøg. Friluftsbadet er godt for området, selvom det ikke er et must for campingpladsen, forklarer Asger Knudsen, der i øjeblikket overvejer, om friluftsbadets børnebassin skal åbnes i år for campingpladsens gæster.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde