Frisører bakker op om lukning af saloner
Kicki Merkel kom statsminister Mette Frederiksen i forkøbet og lukkede allerede for flere dage siden sin salon for at minimere risikoen for spredning af coronavirus. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Lokale frisører bakker op om regeringens tvangslukning af frisørsaloner, men håber også på en hjælpepakke.
- Jeg kan godt se det fornuftige i det, fordi vi står så tæt og er så tæt på vores kunder. Det økonomiske aspekt er ikke så sjovt, men jeg håber, at der kommer en form for hjælpepakke fra staten.
Sådan siger frisør Betina Telvig, Ungt Hår i Nykøbing, som reaktion på statsministerens besked tirsdag aften om, at en lang række butikker, herunder frisører, skal holde lukket fra og med i dag onsdag klokken 10.
Og det er en holdning, som i store træk deles af de øvrige, lokale frisører, som Folketidende har talt med efter myndighedernes pressemøde tirsdag aften. Flere frisører besluttede faktisk at lukke salonerne allerede inden, forbuddet blev meldt ud i aftes.
- Jeg lukkede salonen allerede i fredags efter statsministerens pressemøde sidste onsdag (det, der efterfølgende fik mange danskere til at skynde sig ud for at hamstre fødevarer, red.).
- Hos os kan vi ikke holde de anbefalede en til to meters afstand til vores kunder, og når vi samtidig terper sundhed og grøn salon, så gik det ikke at blive ved at holde åbent, siger frisør Kicki Merkel, der står bag frisørsalonen af samme navn i Nykøbing.
Hun og hendes personale begyndte derfor allerede torsdag i sidste uge at ringe rundt til kunderne for at flytte deres aftaler.
- Jeg synes, det er det helt rigtige at gøre at sige, at vi nu skal lukke ned. Jeg er ikke så bange for selv at blive syg, men jeg vil ikke stå til ansvar for måske at gøre andre syge. Vi er nødt til at stå sammen.
- Det er klart, at hvis det udelukkende var økonomiske overvejelser, der skulle bestemme min beslutning, så ville jeg ikke gøre det. Men det handler om sundhed, og det er altså vigtigere end økonomi, fastslår Kicki Merkel.
Hun roser sit personale for at være meget samarbejdsvillige i den uvante situation, og nogle af medarbejderne har blandt andet tilbudt at afvikle ferie i den periode, hvor lukningen står på.
- Kunderne har også været super forstående. Mange har selv været inde at booke nye tider. Så vi håber bare, at kunderne stadig husker os bagefter, men vi har jo det held i forhold til mange andre brancher, at håret bliver ved at vokse, så der skal nok være kunder bagefter også, siger Kicki Merkel.
Restriktionerne fra myndighederne gælder foreløbig frem til 30. marts. Hvis det derefter bliver tilladt for frisørerne at åbne salonerne igen, vil Kicki Merkel dog fortsat tage sig sine forholdsregler, da smitterisikoen næppe er forsvundet allerede.
- Hvis vi åbner igen efter de 14 dage, så kommer vi til at arbejde i toholdsskift, så der maksimalt er to frisører og to kunder i salonen ad gangen. Det er både for kundernes og salonens skyld. Til gengæld vil vi nok tage onsdage og søndage i brug, hvor vi normalt har lukket, fortæller Kicki Merkel.
Og Kicki Merkel er ikke den eneste lokale frisør, der besluttede at lukke allerede inden, det i aftes blev påbudt fra myndighederne. Stine Gertsen, Hair by Stine i Nakskov, lukkede også inden.
- Jeg kan ikke holde den afstand på to meter, som regeringen anbefaler, så jeg synes, det var et rigtigt træk at lukke. Vi er nødt til at stå sammen, fastslår hun.
- Det koster mig nogle penge, men det kan koste mig endnu mere, hvis jeg ikke lukkede. Jeg har både nogle bedsteforældre og sygdom i familien at tage hensyn til, siger hun, der så i stedet bruger tiden sammen med sine børn, som også er hjemme, fordi skoler og dagtilbud holder lukket.
Stine Gertsen har også kun mødt forståelse fra sine kunder.
- Jeg har fået opbakning hele vejen igennem. Der er ingen, der har stillet spørgsmålstegn ved det eller været sure over det. Det er jeg meget taknemmelig for, og jeg ser det som et tegn på, at vi står sammen, siger hun.
Hos Ungt Hår i Nykøbing har Betina Telvig og hendes medarbejdere brugt onsdag morgen på at ringe til de kunder, der har booket aftaler frem til 30. marts, for at finde nye tider til dem.
- Kunderne tager det fint. Nogle siger ”så bliver vi bare lidt langhårede”, andre har spurgt, om vi så ikke bare kan klippe dem hjemme, men den går ikke, slår Betina Telvig fast.
Men uden kunder, ingen indtjening, og det økonomiske aspekt fylder en smule i tankerne hos hende, om end hun stadig er optimist.
- Det skal helst ikke gå sådan, at vi er nødt til at holde lukket i flere måneder uden at få en form for hjælpepakke fra statens side, men lige nu tager jeg det stille og roligt. Vi skal nok komme igen. Som frisør kan man altid finde arbejde, for det er noget af det, folk ikke vil undvære alt for længe, siger Betina Telvig.
Udover frisører omfatter det nye krav om lukning eksempelvis også fitnesscentre, natklubber, solcentre, tatovører og vandpibecaféer. Restauranter og caféer skal også holde lukket for gæster, men må dog gerne levere takeaway. De nye regler gælder som nævnt frem til 30. marts.
Seneste artikler
Efterlyser vidner i sag om grov vold
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Dodekalitten indvies med Dodekalit-løb
Miklo indtager ny basketballbane: - Det er virkelig fedt
Var det uheld eller forsøg på millionsvindel? Nu fortsætter yacht-sagen
Mest læste artikler
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Kronprinsen til stor brofest
Fra forfald til fællesskab: Kulturhus får millionbevilling