Gasledning vil medføre flaring

Det er formentlig flaring i en noget anden skala end på billedet her, der vil blive ved måler- og regulatorstationerne på Lolland-Falster. Foto: Peter Bowater/Photo Researchers/Ritzau Scanpix

Fra flere måler- og regulatorstationer vil der blive brændt gas af.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER Man kender det fra boreplatforme på havet: en meterhøj, gul-orange flamme, der brænder mod himlen og sender en sort sky af røg af sted.

Fænomenet kaldes flaring, og når gasledningen kommer til Lolland-Falster, vil der også blive flaring. Det kan man læse i en bibemærkning i den miljøvurdering, Cowi har udarbejdet. Her fremgår det, at flaringen - der dog næppe bliver i samme omfang som på boreplatformene - vil ske ved de fem MR-stationer (måler- og regulatorstationer), der er planlagt på Lolland-Falster, og at flaringen kan medføre aflejring af kvælstof.

De fem stationer vil (som omtalt i Folketidende 25. januar) blive etableret ved Tårup Skovvej på Nordfalster, Hallerupvej ved Nykøbing, Møllevej ved Flintinge, Skibevej ved Nørreballe og Avnede Skovvej ved Nakskov. Umiddelbart er det dog kun flaringen ved stationen på Nordfalster, Cowi-rapporten nævner, da denne station vil ligge blot 67 meter fra Natura 2000-området.

Hvor omfattende flaringen bliver, står der ikke noget om i rapporten. Her står der blot om den på Nordfalster:

"Deposition af kvælstof fra flaring af gas ved MR-stationer vurderes ikke at kunne påvirke habitatnaturtyper, da udledningspunktet ligger 67 meter fra Natura 2000-området, og den maksimale udstrækning af en overskridning af grænseværdierne vil være 47 meter. Deposition af kvælstof fra flaring af gas ved MR-stationer vurderes ikke at kunne påvirke habitatnaturtyper, da afstanden er stor og udledningen lille."

Også for de øvrige MR-stationer gælder, at Cowi bemærker, at aflejringerne bliver små, og at afstanden til habitatnatur er stor.

Station nær kirke

Cowi-rapporten forholder sig i øvrigt også til selve MR-stationerne og nogle LV-stationer (linjeventilstationer). Og mens LV-stationerne ikke vil støje, kan det godt blive tilfældet med MR-stationerne.

De vil nemlig blive udstyret med kompressoranlæg og kølere, og ved de nærmeste huse vil man kunne høre dem. Støjen bliver dog maksimalt 35 decibel, har rmodelleringer af støjen vist. Dermed holder de sig under Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier, der gælder i forhold til beboelser i det åbne land.

"Påvirkningen vurderes at være ubetydelig og ikke væsentlig", skriver Cowi, som også forholder sig til det visuelle, da stationerne jo i sig selv vil påvirke landskabet.

Stationerne vil dog blive omkranset af beplantning og i øvrigt søgt indpasset i landskabet, så de bliver så lidt synlige som muligt.

I forhold til den station, der er planlagt ved Nakskov, kommer den til at ligge indenfor kirkeomgivelserne af Avnede Kirke, men med henvisning til den omkransende beplantning vil kirken stadig fremstå som et væsentligt element i landskabet, vurderer Cowi. Det samme gælder for Gundslev Kirke og Slemminge Kirke, som også vil få stationer i nærområdet.

Gasledningen vil i øvrigt også løbe relativt nær Fjelde Kirke og Skovlænge Kirke, men de vil ikke blive påvirket i væsentlig grad, fastslår Cowi.