Gik som varmt brød
Nogle var heldige at få lidt lækkert med hjem til lillemor fra Maribohallernes smørrebrødsudsalg, mens andre måtte gå forgæves. Foto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Havde corona-udsalg af smørrebrød på grund af aflyst arrangement, og det fik lollikkerne af huse.
MARIBO Der var ikke meget sikkerhedsafstand i køen, der onsdag til middag slangede sig hen ad gangen fra sportscafeen i Maribohallerne hele vejen hen til svømmehallens omklædningsrum.
Maribohallerne var brændt inde med råvarer til 475 stykker højt belagt smørrebrød, fordi et stort badmintonstævne for seniorer var blevet aflyst. Men for at mindske madspild havde hallerne meldt ud, at der fra klokken 12 var corona-udsalg af smørrebrød, tre stykker højt belagt til 39 kroner.
Det fik sultne lollikker til at strømme til hallerne i jagt på æg og rejer, fiskefilet og dyrlægens med det hele. Efter en halv time var alle 475 stykker smørrebrød revet væk, og mange måtte gå sultne hjem til leverpostejsklemmerne.
Baggrunden for udsalget er knap så morsom. Maribohallerne skulle have højsæson med arrangementer, men rammes nu af den ene aflysning efter den anden.
- Det er nu, vi plejer at lave årets største indtjening. Så det her påvirker i høj grad vores drift. Vi prøver at tjene lidt af det tabte ind igen ved at lave sådan noget her, siger haldirektør Morten Harkjær Nielsen.
Også i weekenden vil sportscafeen køre med gode madtilbud for om muligt at genvinde lidt af det tabte.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde