Omkring 180 deltog mandag i generalforsamlingen i Danske Sukkerroedyrkere i Sakskøbing Sportshal, hvor der blev gjort status over roesæsonen 2022. Foto: Denny Michael JakobsenDenny Michael Jakobsen
Roepriserne er kommet op på et mere fornuftigt niveau, og årets sukkerudbytte er tæt på femårsgennemsnittet.
LOLLAND-FALSTER: 2022 var et ganske fint år at være sukkerroedyrker. Stemningen var da også god, da omkring 180 mandag var forsamlet til generalforsamling hos Danske Sukkerroedyrkere i Sakskøbing Sportshal.
Den 29. januar blev roekampagnens sidste roer snittet med et slutresultat på 12,8 ton sukker per hektar.
- Det er et flot resultat meget tæt på vores femårsgennemsnit, hvilket vi skal glæde os over, sagde Troels Frandsen, formand for Danske Sukkerroedyrkere i sin beretning.
Vejret drillede
Resultatet dækker dog over meget store variationer i udbyttet, hvor nogle dyrkere fik mere regn gennem vækstsæsonen end andre.
Annonce
Store regnmængder i april sidste år på nysåede roemarker betød, at man måtte igennem en historisk omsåning af 10 procent af roearealet.
Afslutningen på kampagnen blev også temmelig udfordrende.
- Sidst i december og i januar oplevede vi rekordhøje temperaturer for årstiden. Det gav problemer i januar med en dårlig roekvalitet og rådne roer, siger Troels Frandsen.
Danske Sukkerroedyrkere
Danske Sukkerroedyrkere er en forening for landmænd med kontrakt på dyrkning og levering af sukkerroer til sukkerfabrikkerne i Danmark.
I roekampagnen 2022 var der 695 roedyrkere, langt de fleste på Lolland-Falster og den sydlige del af Sjælland.
Roedyrkerne dyrkede et areal på 31.726 hektar med en samlet produktion på 2,3 millioner ton sukkerroer.
Det dannede grundlag for en produktion på 403.633 ton sukker på sukkerfabrikkerne i Nykøbing og Nakskov.
Kilde: Kilde: Danske Sukkerroedyrkere
Rettet op på roepris
Til gengæld har roedyrkerne fået rettet op på tidligere års ringe roepris, der har betydet, roerne har været presset af alternative afgrøder med en mere lukrativ pris.
Sidste år lykkedes det roedyrkerne at få en rekordhøj stigning i roeprisen op til cirka 6.900 kroner per hektar for 2023.
- Med stigningen i omkostningerne til gødning, brændstof, maskiner m.v. samt stigningen i prisen på de alternative afgrøder var det altafgørende, siger Troels Frandsen.
Men der er ifølge formanden for roedyrkerne stadig et efterslæb forud for forhandlingerne om roekontrakterne for 2024.
- Roerne er endnu ikke der, hvor de skal være i forhold til konkurrencen med de andre afgrøder. Nordic Sugar har godt salg i sukkeret for tiden, og sukkerprisen er på et fornuftigt niveau både i EU og på verdensmarkedet. Hvis vi skal have fyldt sukkerfabrikkerne helt op, så kræver det, at roerne er konkurrencedygtige, siger Troels Frandsen.
Hvis vi skal have fyldt sukkerfabrikkerne helt op, så kræver det, at roerne er konkurrencedygtige.
Troels Frandsen, formand, Danske Sukkerroedyrkere
Tidlig roestart
Annonce
En anden ting, som har været karakteristisk for den netop overståede roekampagne, har været, at 300.000 ton svenske roer blev sejlet til forarbejdning i Nakskov på grund af usikkerhed om de svenske gasforsyninger.
Det betød, at Nordic Sugar begyndte sin danske kampagne 13. september, fjorten dage tidligere end normalt.
- Den tidlige start har givet et lidt mindre udbytte, men her har vi heldigvis et fornuftigt tillæg for tidlig levering af roerne og nogenlunde dækning af den manglende tilvækst i roerne, sagde Troels Frandsen i sin beretning.
Troels Frandsen (tv.), formand for Danske Sukkerroedyrkere kunne med glæde konstatere et godt sukkerudbytte i 2022-sæsonen. I midten foreningssekretær Klaus Sørensen og til højre næstformand Henrik Hansen. Foto: Denny Michael JakobsenDenny Michael Jakobsen
- Oparbejdningen af de svenske roer og den tidligere kampagnestart kan ses som et beskedent bidrag fra vores side til krigen i Ukraine som en hjælp til at afhjælpe konsekvenserne for vores svenske kollegaer, fortsatte Troels Frandsen.
Bevar god dialog
I den efterfølgende debat blev især afhentning og kørslen af roerne drøftet. Nogle dyrkere oplever problemer med køreplaner for, hvornår roerne bliver afhentet og roer, som ikke bliver afhentet i tide.
- Vi ser hvert år problemer som følge af, at der ikke har været en god dialog mellem vognmanden og dyrkeren. En god dialog kan forebygge mange problemer på forhånd og få tingene til at glide lettere, sagde Troels Frandsen.
På årets generalforsamling var der mest debat om kørsel og afhentning af roer. Foto: Denny Michael JakobsenDenny Michael Jakobsen
Seneste artikler
- Det er næsten magisk: Sarah er Katedralskolens første blinde student
Knust rude førte politiet til pusher
Lysanlæg udgør stor fare: Oprykker kan miste sin hjemmebane
Sankthans på Sydhavsøerne: Send dine billeder og få dem i Folketidende
300 gange har Per givet liv videre
Mest læste artikler
Efter stor indsats: Savnet mand fundet død
Udlejer vil sælge til nedrivning
Tekniske problemer skabte kæmpekø
Gigant vil udvide på Falster
Flygtede fra flammerne i natten