Glæder sig over flere penge til vanskeligt stillede kommuner

Kasper Roug (S) glæder sig over, at puljen med tilskud til vanskeligt stillede kommuner hæves til næste år. Arkivfoto

Landets såkaldt særligt vanskeligt stillede kommuner kan se frem til flere penge fra staten til næste år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lolland og Guldborgsund kommuner kan muligvis se frem til et større økonomisk tilskud fra staten til næste år.

I forbindelse med den nye aftale om kommunernes økonomi for 2025, som regeringen og Kommunernes Landsforening indgik for nylig, har man også hævet særtilskudspuljen, som er den pulje, staten fordeler penge fra til landets såkaldt vanskeligt stillede kommuner - altså kommuner, der på grund af demografiske og socioøkonomiske udfordringer har særligt svært ved at få pengene til at række.

I år var puljen på godt 734 millioner kroner, hvoraf Lolland Kommune fik 210 millioner og Guldborgsund Kommune 30 millioner. Men til næste år er den samlede pulje hævet til 800 millioner kroner. Dermed er der altså potentielt mulighed for, at de lokale kommuner kan få endnu større tilskud til næste år.

Postnummer skal ikke være afgørende

Og det glæder Socialdemokratiets lokalt valgte folketingsmedlem og landdistriktsordfører, Kasper Roug.

- Det skal ikke være dit postnummer, der afgør kvaliteten af den velfærd, du får. Det er afgørende for borgerne på Lolland og Falster, at vi fortsat kan være ældreplejen, folkeskolerne, daginstitutionerne og støtten på det specialiserede socialområde bekendt, siger han i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Det er vigtigt, at vi fortsat prioriterer pengene i særtilskudspuljen, så vi kan holde hånden under borgernes velfærd i de kommuner, hvor budgetterne er ekstraordinært pressede. Det er godt, at der nu er endnu flere penge at fordele, for det er afgørende for, at velfærden ikke udhules i de kommuner.

I aftalen er der også afsat 20,3 milliarder kroner til kommunernes anlægsrammer - altså til at forbedre de fysiske rammer for den kommunale velfærd.