Glostrup: Vi rådgiver borgere til lavere husleje

Direktør for socialområdet i Glostrup Kommune Ole Toftegaard. Foto: Glostrup Kommune

Glostrup Kommune nægter at borgere bliver henvist specifikt til Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret

I en pressemeddelelse fra Glostrup Kommune fredag afviser kommunen, at man specifikt rådgiver borgere, at flytte til Lolland Kommune

- Vi rådgiver blandt andet om mulighederne for beskæftigelse – for at komme væk fra kontanthjælpen. Og vi rådgiver om mulighederne for at reducere borgerens udgifter. Her er der naturligt et stort fokus på rådgivning om boligudgifter, da det som regel vil være den største enkeltstående udgift i borgerens budget. Og da det er meget vanskeligt at finde boliger med lav husleje i Glostrup, kan det være en del af rådgivningen at anbefale borgere at kigge efter boliger, hvor huslejen er lavere, siger Ole Toftegaard, der er direktør for socialområdet i Glostrup Kommune.

Ole Toftegaard slår fast, at man i sin rådgivning ikke specifikt peger på Lolland.

- Det er imidlertid ikke en del af kommunens rådgivning at pege på bestemte kommuner som mulighed for borgerne. Og for at sikre, at det heller ikke sker som led i den enkelte sagsbehandlers rådgivning, har vi instrueret kommunens sagsbehandlere i, at der ikke skal rådgives om at flytte til bestemte kommuner, afslutter Ole Toftegaard.

Folketidende ville gerne have hørt, hvad Glostrups borgmester, John Engelhardt (V), mener om kommunens praksis med at anbefale økonomisk pressede borgere at flytte til Lolland. Og hvad han siger til Mattias Tesfayes opfordring til ham om at protestere overfor sine partifæller i regeringen.
Trods gentagne forsøg og opfordringer til at ringe tilbage er det dog ikke lykkedes at få borgmesteren i tale.