Gode råd før og efter en storm

Arkivfoto Foto: Erik Luntang/Ritzau Scanpix

Her kan du læse nogle gode råd om, hvordan du forbereder dig og stormsikrer dit hus. Og hvad du gør, hvis skaden sker.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag aften og natten til lørdag ventes især den sydlige del af Danmark ramt af stormen Nora.

Før stormen:

* Fjern løse ting uden for huset, for eksempel parasol, havemøbler og trampoliner, eller fastgør dem.

* Fjern knækkede eller visne grene.

* Undgå at parkere din bil under et træ eller i nærheden af for eksempel store skraldespande, der let kan rulle ind i bilen.

* Luk porte, døre og vinduer.

* Ved nybygning eller større udvendig reparationsarbejde: Fastgør presenninger, tjek stilladser, afstiv byggematerialer og nyopførte konstruktioner, der bliver påvirket af vinden.

* Hav en aftale med andre beboere om hjælp, hvis du ikke er hjemme.

Under stormen:

* Hvis taget bliver skadet, så fjern de ting, der kan blive ødelagt, hvis det begynder at regne eller sne.

* Afdæk de ting, du ikke kan fjerne, for eksempel gulve og tæpper.

* Du skal ikke begynde at afdække et skadet tag, mens det stormer – det kan være farligt.

* Får du alvorlig skade på dit hus, så ring efter hjælp hos det lokale beredskab på telefon 112. Har du abonnement hos et redningskorps, kan du vælge at ringe til dem.

* Er du i tvivl om, hvad du bør gøre, så spørg dit forsikringsselskab. Mange har telefonbetjent døgnservice.

Efter stormen:

* Dæk ituslåede vinduer med træplader, plastik eller andet materiale, der kan holde vind og regn ude.

* Luk huller i taget, eller få dem dækket over med presenning.

* Er der udsigt til nedbør, så flyt de ting, der er umiddelbart under huller i taget, så der ikke sker vandskade, og afdæk ting, du ikke kan fjerne, for eksempel gulve og tæpper.

* Har der været - eller er der - strømsvigt, så tjek din fryser. Flyt eventuelt varer over til venner og bekendte.

* Gem kvitteringer for de udgifter, der har været til nødreparation.

* Tag billeder eller video af det, der er ødelagt.

Kilde: Forsikring & Pension.

/ritzau/