Gode råd til at undgå indbrud i julen

Foto: Free/Colourbox, arkivfoto

Juledagene er normalt indbrudstyvenes højsæson, men man kan selv gøre noget for at mindske risikoen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Coronaen og de medfølgende restriktioner var sidste år medvirkende til, at der landet over blev meldt om usædvanligt få indbrud i juledagene - simpelthen fordi rigtig mange danskere valgte at holde jul derhjemme.

Coronaen er vi som bekendt ikke sluppet af med endnu, og derfor kan billedet muligvis blive lidt det samme i år.

Men hvis man har planer om at fejre jul udenfor eget hjem og er nervøs for at lade sin bolig være "alene hjemme" i de kommende dage, så har forsikringsselskabet Alm. Brand udsendt en pressemeddelelse med gode råd til, hvordan man kan forsøge at holde tyvene på afstand.

- Juledagene er den tid på året, hvor der sker rigtig mange indbrud i de danske hjem. Det er aldrig rart at komme hjem til et hjem, der har været udsat for indbrud, så det er vigtigt, at man tager de rette forholdsregler, siger Jesper Olsen, skadeschef for bygning og løsøre i Alm. Brand, og tilføjer:

- Indbrudstyven holder sig ofte fra hjem, hvor det ligner, at der er nogle hjemme, så et tomt hus er som en julegave for tyven. Det bedste råd jeg kan give, er, at man får det til at se ud, som om der er nogle hjemme. Tænd lys i stuen, lad radioen spille og lad et par kopper og tallerkener stå på sofabordet.

Derudover er det en god idé at bede naboen om at holde ekstra godt øje med ens hjem, mens man er væk.
Og så er det en dårlig idé at bruge de sociale medier til at fortælle, hvor man befinder sig henne.

- Indbrudstyvene bruger også de sociale medier, og et foto fra et sommerhus kan være en åben invitation til ubudne gæster. Skal du uploade fotos fra din hyggelige juleaften er det altså bedst at vente, til man er hjemme igen, siger Jesper Olsen.

Alm. Brand har desuden disse gode råd til, hvordan man sikrer sin bolig imod indbrud:

* Sørg for, at der er lys i hjemmet, når du ikke er hjemme. Brug eventuelt automatiske tænd-sluk funktioner.
* Husk at lukke og låse døre og vinduer grundigt.
* Anskaf en alarm.
* Sørg for, at værdifulde ting ikke kan ses udefra.
* Hav udendørsbelysning med sensorer.
* Læg haveredskaber og stige ind i skuret og afslås det. Mange indbrudstyve bruger det værktøj, de finder omkring boligen.
* Undgå at trække gardiner for. På den måde kan indbrudstyven se, at du ikke skjuler noget værdifuldt.
* Ring 114, hvis du ser noget mistænkeligt.
* Ring 112, hvis du ser et igangværende indbrud.
* Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du har været udsat for indbrud.