Gør klar til massiv oprustning mod ny pandemi
Den seneste influenzapandemi var svineinfluenzaen tilbage i 2009. Under pandemien mistede 32 danske borgere livet, mens dødstallet på verdensplan skønnes at have været på flere hundrede tusinde. (Arkivfoto).
Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Den nuværende ordning dækker vaccination af to millioner personer, mens ny garanti skal gælde alle borgere
De danske sundhedsmyndigheder lægger op til at indføre en altomfattende pandemigaranti, hvor hele befolkningen vil kunne modtage et tilbud om at blive vaccineret, hvis der opstår en "pandemisk influenza".
Det fremgår ifølge Berlingske af en orientering fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) til Folketingets Sundhedsudvalg.
Skal samtlige borgere tilbydes at blive vaccineret, skal der samlet være omkring 11,7 millioner doser til rådighed. Det skyldes, at alle vacciner som udgangspunkt gives i to doser.
Den nuværende ordning dækker vaccination af knap to millioner borgere.
Pandemigarantien vil ifølge Indenrigs- og Sundhedsministeriet blive udløst, når Verdenssundhedsorganisationen (WHO) erklærer en pandemi.
Garantien skal i realiteten ses som en slags forsikringsordning, oplyser ministeriet i en mail til Berlingske.
Den skal sikre, at Danmark har adgang til at købe vacciner, hvis der udbryder en pandemisk influenza, hvor opkøb på det øvrige marked må forventes at være "vanskeligt og omkostningstungt".
Ministeriet har anmodet Statens Serum Institut (SSI) om at sondere markedet for arvtagere af et udbud.
Ministeriet ønsker dog ikke at oplyse til mediet, hvor høj prisen på et sådant udbud kan blive.
Professor i eksperimentel virologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen, sætter dog overfor Berlingske spørgsmålstegn ved, om en pandemigaranti er den rigtige måde at bruge de økonomiske ressourcer på.
Han fremhæver, at det altovervejende er ældre over 65 år, der dør af influenza - både under sæsonbetingede influenzaudbrud og pandemier.
- Derfor har jeg umiddelbart svært ved at se, hvad man vil kunne opnå ved også at vaccinere sunde og raske mennesker under 65 år.
- Nogle vil man antagelig godt kunne beskytte, men gevinsten vil sandsynligvis være meget lille, med mindre vi får en meget aggressiv pandemisk virusvariant, siger han.
Den seneste influenzapandemi var svineinfluenzaen tilbage i 2009. Under denne pandemi mistede 32 borgere i Danmark livet, mens dødstallet på verdensplan skønnes at have været på flere hundrede tusinde.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie