Gratis kamp mod mestrene

Det vil være en kæmpe overraskelse, hvis NFH og Amalie Wulff (gul) kan tage point fra Odense. Foto: Hans Kurt Frederiksen

NFH kan spille helt frit mod Odense og forsøge at lave overraskelsen på hjemmebane.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Det er ikke mere end ti dage siden, at NFH fik læsterlige klø af Odense, der på hjemmebane i Odense Idrætshal vandt 38-21.

Søndag mødes de to hold igen  - denne gang i Lånlet Arena i Nykøbing - i et opgør, hvor fynboerne med bare et enkelt point kan sikre sig førstepladsen i slutspilspulje 1, mens NFH med en overraskende sejr kan lægge maksimalt pres på Viborg i kampen om andenpladsen i puljen, der giver adgang til DM-semifinalen.

Hvis det går som præsten prædiker, så er Viborg et point foran NFH, når falstringerne går på banen søndag aften, idet Viborg - inden deres kamp mod København i aften - har et point færre end NFH, men jyderne må formodes at tage to point med hjem fra hovedstaden, da København har udspillet deres rolle i puljen.

Men en NFH-sejr over Odense vil være en kæmpe overraskelse, erkender NFH-træner Jakob Larsen.

- Der er jo ingen, der forventer, at vi slår Odense, sådan som de lige har gennembanket os for ganske nyligt, så det er lidt en gratis kamp for os, hvor vi kan spille fuldstændig frit, siger træneren, der uanset udfaldet af morgendagens kamp forventer, at der skal en sejr til mod Viborg i næste spillerunde, for at snyde jyderne for DM-semifinalen.

- Der er jo ingen, der forventer, at vi slår Odense, sådan som de lige har gennembanket os for ganske nyligt, så det er lidt en gratis kamp for os

NFH-træner Jakob Larsen

Godt resultat ændrer intet

- Det ændrer et godt resultat mod Odense ikke på, konstaterer Jakob Larsen, der fik oprejsning med sit mandskab i mandags, da det for en sjælden gangs skyld lykkedes at vinde i Frederiksberg-Hallen mod København.

En sejr der holder NFH inde i semifinalekampen, men også en sejr der har sprøjtet noget selvtillid ind i truppen igen ovenpå de store klø mod Odense.

Efter de tre første spillerunder ser stillingen således ud i NFH's slutspilspulje. 

De to bedste hold går videre til DM-semifinalen.

Odense: 8 point

NFH: 4 point

Viborg HK: 3 point

København: 0 point

Resterende kampe:

I dag kl. 18:00: København - Viborg HK

I morgen kl. 18:00: NFH - Odense

27. april: Viborg HK - NFH

27. april: Odense - København

4. maj: NFH - København

4. maj: Odense - Viborg HK

- Det har givet os mod på tilværelsen igen, siger Jakob Larsen, der her til formiddag har det sidste træningspas inden kampen mod Odense.

Her håber han at have alle til disposition, men der har været lidt sygdom i truppen. Senest sad Celine Lundbye Kristiansen over med sygdom mod København, men hun skulle være tilbage igen. I stedet har den anden venstrehåndsspiller, Alberte Kielstrup, døjet med lidt sygdom. Jakob Larsen håber dog, at det er forbigående, og at hun er klar til i morgen.

Odense var senest ude i noget af et slag mod Viborg på udebane i tirsdags, hvor det til sidst lykkedes at hive en smal etmåls-sejr i land, og netop den sejr var sød musik i ørerne på NFH, der med bare et point til Viborg ved den lejlighed pludselig havde fået en meget sværere vej til semifinalen.

Jakob Larsen forventer ikke at få noget foræret mod Odense.

- De vil gerne gøre rent bord hele vejen igennem og fastholde deres gode form, så det bliver en ekstremt svær opgave i morgen, spår cheftræneren, der kunne konstatere, at landsholdskeeper Althea Reinhardt fik en halvleg i målet for Odense mod Viborg, efter hun har haft problemer med en hjernerystelse.

Der er kampstart kl. 18:00 i Lånlet Arena Nykøbing, og kampen kan følges direkte på TV2 Sport.