Grøn er håbets farve. Og håb er der rigeligt af hos Lollands Bank.
Onsdag aften afholdt Lollands Bank ordinær generalforsamling i Nykøbing F. Hallen. Her havde omtrent 290 af bankens i alt 9000 aktionærer fundet vej.
Det blev på alle måder en grøn aften. Grønne blomster, små grønne lamper og den lokale banks grønne logo prydede billedet. Og præsentationen af årsregnskabet for 2023 rimede på alle måder på håbets farve.
De positive tendenser var ikke overraskende gældende for den lange række af tal for bankens økonomi, som først bestyrelsesformand Lars Møller Andersen præsenterede fra talerstolen i bestyrelsens beretning og sidenhen direktør Allan Aaskov i sin gennemgang af årsrapporten.
Stemningen var god blandt de hundredvis af aktionærer. Foto: Michael Patrick LarsenMichael Patrick Larsen
Bestyrelsesformanden fortalte fra talerstolen, hvordan den grønne omstilling også fylder mere og mere hos banken. I 2023 indførte banken ny bæredygtighedsstrategi.
- Vi spiller en central rolle for den grønne omstilling og bæredygtighed. Det er meget begrænset, hvor mange drivhusgasser, vi som pengeinstitut selv udleder. Men vi har brug for at indhente flere former for bæredygtighedsdata fra vores kunder, sagde Lars Møller Andersen og fortalte, at der over det næste år vil blive stillet nye krav til erhvervskunder om levering af klimaregnskaber.
Ros fra nær og fjern
Der var ikke den store modstand, da først aktionærerne fik lov til at få ordet.
Peter Gug-Kjeldsen fra Nakskov bemærkede dog fra talerstolen, at han mente, at udbyttet til aktionærerne på 16,2 millioner var for lavt.
- Det er kun godt 16 procent af overskuddet efter skat. Det, synes jeg, er meget lidt, sagde han.
Efterfølgende var der store roser til banken fra først Claus Blomsterberg, der stammer fra Nakskov, men nu bor i København. Sidenhen tog formand for Nakskov Handel og Erhverv, Peter Dan Petersen, ordet.
- Branchen har det virkelig slemt. Den er meget vigtig, for folk opfatter en by som en by, hvis den er levende og har et aktivt handelsliv. I har ramt lige i øjet ved aktivt at gå ind og støtte det område, der har det hårdt, men som er så vigtigt for vores liv. Det er virkelig en flot satsning, lød det fra Peter Dan Petersen.
Annonce
Efter den formelle del af generalforsamlingen blev aktionærerne bespist med blandt andet kalvemørbrad. Med lidt grønt til.