GRØN OMSTILLING BREMSES AF BUREAUKRATI OG MANGLENDE HÆNDER

Elinstallatør Lars Sørensen, Enelco, fortalte politikerne om de udfordringer, virksomhederne møder i det daglige i forhold til bureaukrati og kvalificeret arbejdskraft. Foto: Hanne Gaard Guldager

Hvis ikke man investerer i erhvervsuddannelserne og mindsker bureaukratiet, bliver det svært at sikre den grønne omstilling. Sådan lød budskabet til to folketingskandidater, da de onsdag besøgte byggepladsen ved multihallen i Nykøbing og den lokale installationsvirksomhed, Enelco.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Næste sommer skulle den nye multihal i Nykøbing gerne stå færdig og klar til at huse både professionel håndbold, skolernes idrætstimer og forskellige arrangementer.

Onsdag formiddag dannede byggepladsen ved multihallen så rammen om et politikerbesøg i anledning af det forestående folketingsvalg.

Tekniq Arbejdsgiverne, der er arbejdsgiver- og erhvervsorganisation for over 4.000 virksomheder inden for el, vvs og metal, havde inviteret de to folketingskandidater, Iben Krog (V) og Mads Andersen (K), med på arbejdspladsbesøg.

Først med besøg hos installationsvirksomheden Enelco, der har stået for alt elarbejdet på multihallen, og derefter til rundvisning på multihallens byggeplads, hvor byggeleder Simon Johansen fra Gråkjær fortalte om byggeriet.

Hvem skal udføre den grønne omstilling?

- Vi vil gerne sætte fokus på de rammevilkår, som virksomhederne møder. Alle vil gerne den grønne omstilling, men ingen vil tale om, hvem der skal udføre det, sagde politisk konsulent Abbas Landin Garbia fra Tekniq om årsagen til politikermødet.

Tekniq har inviteret folketingskandidater fra forskellige dele af landet med ud til medlemsvirksomheder landet over, og nu var turen kommet til Falster, hvor Enelco er en af medlemsvirksomhederne.

En invitation, som politikerne var glade for at få.

- Jeg vil gerne ud og møde lokale virksomheder og høre realiteterne hos dem, lød det fra Iben Krog.

Ikke et ord om erhvervsskoler

Tekniq efterlyser fokus på erhvervsskolerne i valgkampen, for der er alt for få unge, der søger ind på erhvervsuddannelserne.

Det vil betyde, at der vil komme massiv mangel på kvalificeret faglært arbejdskraft med den rette tekniske kunnen de kommende år, hvis der ikke sættes ind nu.

- Vi hører ikke et ord om erhvervsskolerne i valgkampen, og vi har brug for flere lærlinge. Flere, der interesserer sig for området. Der bliver mangel på de rigtige kompetencer i vores brancher. Niveauet er højt på erhvervsskolerne i Danmark, men man investerer ikke nok i erhvervsuddannelserne, siger Abbas Landin Garbia.

Iben Krog fik sig et godt blik ud over byggeriet af multihallen, da hun blev inviteret med højt til vejrs. Foto: Hanne Gaard Guldager

Offentligt bureaukrati

Det budskab, sammenholdt med at virksomhederne støder ind i en masse offentligt bureaukrati, når de forsøger at lave grøn omstilling, gør det svært at nå i mål, lød det fra Tekniq og Enelco.

De to politikere havde fanget budskabet om, at den grønne omstilling kun lykkes, hvis der er faglærte hænder nok til at sørge for det, og hvis ikke en masse regler bremser for det.

Der er med andre ord nok at tage fat på for politikerne på Christiansborg efter et valg.

- Vi skal sikre lokal vækst, og derfor skal vi tage den manglende arbejdskraft i et område som Lolland-Falster alvorligt, sagde Mads Andersen.

Det er noget, vi er nødt til at handle på. Det offentlige system må ikke spænde ben for den grønne omstilling. Og så er vi nødt til at investere i erhvervsuddannelserne, så vi sikrer, at der er hænder nok fremover.

Iben Krog (V), folketingskandidat

- Det her er noget, vi er nødt til at handle på. Det offentlige system må ikke spænde ben for den grønne omstilling. Der skal være mere fokus på løsninger i stedet for fejl. Og så er vi nødt til at investere i erhvervsuddannelserne, så vi sikrer, at der er hænder nok fremover, sagde Iben Krog.