Guldborgsund får EU-informations-center

Foto: Colourbox, arkivfoto

Kommunen skal huse informationscenter for hele Region Sjælland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Guldborgsund Kommune skal i de kommende fire år være hjemsted for EUs informationscenter i Region Sjælland, også kaldet Europe Direct Sjælland.

Kommunen blev valgt efter en udbudsrunde i konkurrence med flere andre kommuner, oplyser Guldborgsund Kommune i en pressemeddelelse.

På informationscentret er det meningen, at borgerne kan få svar på deres spørgsmål om EU, eksempelvis hvordan man får arbejde i et andet EU-land, eller hvilke EU-tilskud organisationer kan søge om at få.

Det bliver kommunens egne ansatte, der skal bemande det nye informationscenter og arbejde tæt sammen med EU-Kommissionen og de øvrige regionale EU-informationscentre rundt om i Danmark, fremgår det af pressemeddelelsen.

Rent organisatorisk kommer informationscentret til at ligge hos kommunens Bibliotek & Borgerservice, og der følger 340.000 kroner med i tilskud fra EU til driften af centret.

Borgmester John Brædder (G) glæder sig.

- Jeg synes, det er fantastisk, at EU har valgt at lægge deres informationscenter for Region Sjælland i Guldborgsund. Det er et kæmpe skulderklap til vores internationale samarbejde, som vi efterhånden er ret kendt for. Samtidig ligger vi jo bogstaveligt talt ved indgangen til Europa, så på alle måder giver det god mening, at vi nu skal have et EU-informationskontor, siger han i pressemeddelelsen fra kommunen.

Han håber samtidig, at borgere, virksomheder, skoler og uddannelsesinstitutioner vil benytte sig af, at EU-informationen er rykket helt tæt på til i højere grad at søge forskellige EU-puljer eller indhente undervisningsmateriale.

Det nye EU-informationscenter ventes at åbne i løbet af efteråret, når papirarbejdet og kontrakten med EU-Kommissionen er på plads, oplyser Guldborgsund Kommune.