Guldborgsund har nødpasnings-planen klar
Foto: Anders Knudsen, arkivfoto
Anders Knudsen, arkivfoto
81 børn er omfattet af Guldborgsund Kommunes nødpasningsordning, som træder i kraft på mandag.
Arbejdet med at etablere nødpasning for de 0-9-årige børn i Guldborgsund Kommune i forbindelse med lukningen af skoler, børneinstitutioner og andre dagtilbud er nu færdigt.
Det er som bekendt kun særlige grupper af børn - såsom de, hvor begge forældre arbejder med vitale offentlige eller private funktioner i samfundet og ikke har andre pasningsmuligheder, eller børn, hvor særlige sociale forhold gør sig gældende, der kan komme i betragtning til nødpasning.
I Guldborgsund Kommune drejer det sig helt konkret om 81 børn ud af cirka 4.500, som skal passes i nødpasning i de næste par uger.
Kommunen har oprettet nødpasning seks steder:
Børnehuset Firkløveren i Nykøbing
Idestrup Børnehus
Børneland i Eskilstrup
Stubbekøbing Børnehus
Nysted Børnehus
Børnehuset Krummerne i Sakskøbing.
Derudover vil enkelte SFO-børn blive placeret i SFO'en på Sophieskolen i Nykøbing, og børn med nedsat funktionsevne er der sørget for nødpasning til i Solsikken og på Sundskolens CKR-afdeling.
Det fortæller centerchef for Børn & Læring i Guldborgsund Kommune, Kathrine Ersted Sørensen.
- Vi har fået koordineret det hele med ledere og medarbejdere, og det er besluttet, at det er de enkelte nødpasningssteders normale åbningstider, der gælder. Samtidig er det besluttet, at alle børnene af hygiejnemæssige årsager får frokostordning - uanset alder, forklarer hun.
På personalesiden er der også lavet planer for, hvem der skal møde på nødpasningsstederne, og hvem der skal arbejde hjemmefra.
- Vi balancerer hele tiden fordelingen af børn og voksne de enkelte steder - også af smittehensyn. Alle vores medarbejdere er standby og tilgængelige, og hvis et nødpasningssted må lukke på grund af corona, er der en plan for at åbne et andet i stedet, fortæller centerchefen.
De medarbejdere, der som udgangspunkt ikke skal passe børn, får i stedet andre opgaver.
- På skoleområdet har lærerne jo travlt med at organisere fjernundervisning. Hvad angår pædagogerne, så skal de være hinandens vikarer i det her, men de har også andre planlægningsopgaver, der kan være svære at nå i hverdagen, som de kan sidde og arbejde med. Og endelig vil der også være mulighed for at afvikle lidt afspadsering, siger Kathrine Ersted Sørensen.
Men selvom der er indskrevet 81 børn til nødpasning, så er det ikke ensbetydende med, at de alle sammen skal passes hver dag i de foreløbig to uger, hvor skoler og dagtilbud er blevet lukket ned.
- Nogle af dem har kun ønsket pasning nogle enkelte dage, og helt generelt har forældrene vist stor velvilje og været rigtigt gode og kreative til selv at finde løsninger på det her, roser centerchefen.
Seneste artikler
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
10 friske borgere skal skiftes ind i kampen med byudvikling
Ung kondomtyv fik dyr lærestreg
Bronzefesten endte på Burger King: - Føltes som om vi vandt guld
Ræsede gennem byen: Få km/t fra at miste bil og kørekort
Mest læste artikler
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Spor blokeret på motorvej
Maribo loppemarked mister lokaler og kan lukke
Filmede venner og bekendte: Nu sælges huset, hvor optagelserne blev lavet